Når man så kommer hjem.. :)

Et sidste blog indlæg har jeg lige lyst til at skive, om hvordan det egentligt er at komme hjem.
Den sidste tid i Tanzania gik rigtig godt, vi havde nogle skønne dage på Zanzibar og nød selskabet af 4 venner, 3 amerikanere og 1 svensker, som vi havde fra Kigoma.
På vej hjem til Danmark var Mette og jeg blevet spurgt om vi ville følges med en tanzaniansk dame, Emma, som skulle besøge nogle tidligere missionær som hun havde været hushjælper ved. Det var første gang hun skulle ud at flyve, så man kan forestille sig at det har været noget af en oplevelse for hende! Hun klarede det dog vildt godt! Jeg kunne ikke lade værre med at tænke hvor mærkeligt det måtte være for hende, f.eks. at stå i lufthavnen i Zurick. – nærmest en helt anden verden end den hun kommer fra. Hun prøvede dog både metro og rulletrapper, og klarede også det rigtig flot. Vores swahili blev også testet af, da engelsk ikke lige var noget hun kendte så meget til, men det gik også rigtig fint med det J

                                               Emma klar til sin første flyve tur.

                                                    Ventetid på hovedbanegården, med ALT vores bagage!

Da vi kom til Kastrup og steg ud af flyet, kunne jeg ikke lade være med at smile. Jeg kiggede rundt mens vi gik, og så en masse hvide mennesker! Jeg synes der var så mange, at jeg tænkte ”der må da være nogle jeg kender, når der nu er så mange hvide”. Men nej.J
Efter kort tid i lufthavnen, kom vi forbi en lille butik, hvor de solgte franskhotdogs. Duften fra pølserne var gennemtrængende, og lige med ét tænkte jeg ” NU er jeg kommet til Danmark!

Vi tog med tog fra Kastrup til Herning, hvor vi flere gange snakkede om at hvor FLOT det så ud, med alle de flotte marker! Det er altså noget der er helt specielt! J
Nu er jeg så kommet hjem, og har været hjemme i godt 1½ uge. Det er bare så dejligt, og jeg nyder det! Jeg tror bare lige at det var den perfekte tid vi var i Tanzania, og vi fik sagt rigtig godt farvel, så derfor kan jeg bare nyde at være hjemme.
Mange har spurgt om det ikke er mærkeligt at komme hjem igen, og det er det på en måde og på en måde ikke. Danmark er jo stadig det sted jeg har boet i længst tid, så meget at det jeg ser nu, er det samme som da jeg tog af sted.  Noget der har ændret sig, er musikken og reklamerne! J Der er faktisk en del sange i radioen som jeg ikke kender, og det er til tider ret træls, da jeg godt kan lide at synge med på sangene når jeg kører bil. J Dog er det næsten helt sjovt at se reklamer i fjernsynet igen, da jeg ikke har set alle reklamere 10 gange før. Det er nogle små ting, som jeg kan se en forskel påJ.
Mange har især spurgt om hvordan det er at komme hjem til Danmark hvor vi er så rige og går så meget op i materielle ting. Og det kan være rigtig svært at forklare, men jeg synes faktisk ikke det er så slemt. Jeg tror det er fordi at jeg i Tanzania ikke kun så folk som led stor nød. Jeg mødte også folk som var mere velhavende. På den måde har jeg ikke kun oplevet fattigdommen og det tror jeg har givet mig et syn på de forskellige levevilkår der er i Tanzania.

Noget jeg savner fra Tanzania, er frugten!  Jeg har den sidste uges tid været til en del studenterfester og har der fået rigtig god mad, der i blandt vandmelon, som jeg godt nok blev lidt skuffet over. Jeg var spændt på hvor meget jeg egentligt ville tænke over det, men vandmelon er godt nok lidt fesen her i Danmark. Det er ikke sådan, når man bliver forvendt. J

Noget jeg NYDER, er de danske sommeraftener! Hvor er det fantastisk! I Tanzania bliver det mørkt omkring 19.30, så aften på aften, må jeg kigge ekstra godt på uret for at se at klokken virkelig er 22.00 og ikke 17.00.

Efter 10 måneder væk fra den normale hverdag, ville det være mærkeligt, hvis der ikke var sket nogle ændringer i ens tanker og handlinger. Det er ikke de store ting jeg kan mærke, og så alligevel.. Hvor har jeg bare lært utrolig meget på disse 10 måneder, og ønsker for alle at de må opleve det sammen! Det har været utrolig spændende at møde en anden kultur, til tider også meget frustrerende og svært men samtidig lærerigt! Når man rejser ud og møder nye kulturer, lærer man meget mere om sin egen. Man opdager, nogle ting som vi måske tager for givet og som vi ikke ligger mærke til, derfor er det ikke kun andres kultur man lærer mere om, men også sin egen.   

Jeg har lyst til at slutte med at sige tak til alle jer som har fulgt mig, på min blog og i forbøn. Hvor har det været dejligt at vide at der er nogle der har gidet følge mig på min rejse, det har været utrolig opmuntrende og til tider givet nyt mod.  Gange på gang har jeg mærket forbønnens kraft, og er utrolig taknemlig! Tusind tak til alle!
Før jeg tog af sted, skrev en ven et vers til mig, som har betydet meget for mig i tiden i Tanzania. Det har jeg lyst til at dele med, med ønsket om at det må være en opmundting og trøst i livet!

    Foran mig er en sti,
   hvorom jeg intet ved.
   Men ét jeg ved -
   mit liv er i Gud hænder,
   og Gud er evig kærlighed!

God sommer til alle!

Tiden haler ind på os

Den sidste dage i Kigoma er ved at hale ind på os. Om 5 dage flyver vi fra Kigoma til Dar hvor vi tager videre til Zanzibar i 5 dage. Vi glæder os rigtig meget, men alligevel er det så trist og uvirkeligt! I dag har vi haft den sidste almindelige skoledag – tænk engang! Jeg forstår det ikke rigtigt. Det er sidste gang at jeg har sat og hørt Ester læse fra den gule bog..hvor tiden dog bare har fløjet af sted!
De sidste ugers tid har vi haft drøn på. Der har været flere ting som vi gerne ville nå og folk vi gerne ville være sammen med, så vi har haft nok at lave, dejligt! Den sidste uge har også budt på en masse ”sidste gang”. - sidste gang vi er med til bibelkreds med de andre missionær, sidste gang vi tæller op i bogbutikkerne, sidste gang vi er her og der, sidste gang vi ser hende eller ham. Det er bare mærkeligt!
 
Gud åbner nye døre, men vi skal have øjne og ører åbne!
De sidste par uger har dog også budt på nye opgaver og oplevelser.
På et tidspunkt brugte vi en del eftermiddage på at male på et hospital. Det var en velsignelse at få lov til at hjælp der. Noget vi nød rigtig meget – noget praktisk og konkret. For over en måned siden stoppede det arbejde, da det missionærpar vi hjalp, tog hjem på orlov. Det var vi ret triste over, da det var dejligt at komme lidt væk om eftermiddagene og lave noget helt andet. Vi gik så og tænkte, ”hvad vil Gud nu, bruge os til”. Mange eftermiddage havde vi tid og energi til at lave noget. Vi lagde det over til Gud, og håbede at han ville åbne nye døre for hos. Vi var åbne for stort set alt, dog havde vi ikke mod på selv at starte noget nyt, da vores vi tid var knap. Vi havde fornemmelse af at mange af de andre missionær til tider havde meget travlt, så derfor ville vi også gerne hjælpe dem med noget.
I ugerne efter gik vi mest hjemme. Mette tog, pga. hendes søsters bryllup, hjem til Danmark i 2 uger. Jeg fik tiden til at gå hjemme, og tænkte at det nok var Guds plan at vi skulle bruge resten af tid hjemme for at få ordnet nogle af de ting vi ikke havde haft tid til før. Dog kunne jeg godt mærke, at jeg til tider blev lidt restløs, for det er nu så dejligt at komme lidt væk engang i mellem. Derfor prøvede jeg at gå med øjne og ører åbne, i håb om at Gud ville vise mig sine planer. En dag var jeg sammen med nogle andre missionær og volontør her i Kigoma. Jeg overhørte en samtale mellem to af pigerne, hvor den ene fortalte, at de i hendes organisation manglede nogle til at hjælpe med at ordne deres bibliotek på deres bibelskole. ”Pling” sagde det inden i mig, og jeg gik de følgende dage og tænkte at det kunne være at Mette og jeg kunne hjælpe. Jeg gik derfor til pigen, Casey, og spurgte om vi kunne hjælpe. Hun blev vildt glad, og sagde at det ville være skønt hvis vi ville det.
Nogle dage efter, begyndte vi så at hjælpe hende der. Hun havde i meget land tid, arbejdet på biblioteket og ville nu gerne snart være færdig. Vi hjalp hende med at sætte sedler i bøgerne, stemple dem og sætte dem orden. Måske var det ikke det mest fantastiske arbejde, men jeg nød det! Vi havde det så hyggeligt og arbejdede godt sammen. 6 hænder er hurtigere end 2, så efter 1½ uges tid, blev vi færdige med biblioteket. Det var så dejligt at mærke Caseys glæde over at være færdige.
Casey er 26 år og arbejder som missionær, for organisationen ”Hope of the Nation” her i Kigoma. Hun arbejder bla. med at undervise kvinder i at lave smykke. Casey underviser dem, og kvinder står så selv for at få lavet smykker og få dem solgt, bla. i en butik som Casey har været med til at starte. Hun startede med at undervise 1 nabo og det er nu blev til over 20 kvinder. Da hun fandt ud af at vi gerne ville hjælpe med noget om eftermiddagene, spurgte hun om vi ville komme over og hjælpe hende med at lave smykker. Hun ville gerne have lavet nogle eksempler som hun kunne vise kvinderne. Det har vi så brugt en del eftermiddage på de sidste dage, og det har også bare været for fedt! Casey er så kreativ og er fuld af ideer, så det har været vildt fedt at arbejde sammen med hende!

Mette og Casey i gang med at sorterer en masse perler, frø og smykker.

Når jeg tænker tilbage på vores tid hernede, synes jeg virkelig vi har lavet en masse forskelligt! Det har været så dejligt. Nogle gange har det været ret frustrerende hvis vi synes vi var godt i gang med noget, og så det stoppede, men gang på gang har Gud vist og at han har en plan, og har åbne nye døre for os! Det er noget jeg virkelig har fået øjnene op for. Gud åbner nye døre for os, har planer med os, men vi skal ikke bare sidde og venter der kommer noget dumpende ned fra himmelen, vi må også selv gøre noget for det. Det gælder om at have øjne og hører åbne! J

Tanker over månederne hernede

Den sidste måned nærmer sig af mit ophold hernede i Tanzania, og der begynder derfor at løbe mange tanker rundt i hovedet på mig. Tænk at der er gået over 9 måneder! For at være helt ærlig, forstår jeg det overhovedet ikke! Om en måned og en uge, sidder jeg hjemme omkring stuebordet hos mor og far igen, det er en snart, og så alligevel så uvirkeligt! Hvor har jeg oplevet meget, fået udfordringer, frustrationer, viden, glæder og en MASSE med i min bagage.
Efter 9 måneder er mange ting blevet rutine og hverdag for mig, og det har været fedt at opleve. Det at få etableret en hverdag, få lært folk og sted at kender, det har været utrolig dejligt. På samme måde som det har været fedt at opleve, har det også været med til at give flere frustrationer og tanker om nogle ting. At det bliver hverdag, - menneskerne, stedet og landet gør at man ser nogle ting, som man ikke ville have set på nogle få uger eller måneder.

For nylig gik jeg ned på marked for at handle ind. Da jeg gik der, blev jeg pludselig så glad. I starten synes jeg det var lidt svært at gå rundt på marked. Folk råber efter en, snakker og stirrer. Det var i starten rigtig svært at kreperer, for jeg forstod ikke en prik af hvad de sagde og de ville stadig ikke lade mig værre. Dog oplevede jeg også ofte, at folk ved butikkerne var venlige og villige til at hjælpe. Hurtig oplevede jeg at hvis jeg bare grinede over sprog- og kommunikationsproblemerne, så gik det fint. Men den dag blev jeg pludselig bare så glad, for bare det at gå på markedet er blevet så hverdagsagtig at jeg sjældent tænker på det mere. Nu ved jeg hvor jeg kan få mange ting og kan nogenlunde begå mig rundt med det swahili jeg nu kan. Mit swahili kan jeg dog ikke prale for meget af, men jeg klare mig fint og er godt tilfreds med det jeg kan, så det er vel det vigtigste.J
Rundt omkring kender jeg de forskellige personer i butikkerne, og det gør det også hyggeligt at gå rundt på marked. I går var jeg netop ned for at købe grønsager. Der står altid en masse mamaer rundt ved de forskellig boder og råber ”karibu” (velkommen). De kender os efterhånden ret godt og ved at Susanne har en datter der hedder Esther. Hun bliver derfor kaldt ”mama-Esther”, og det er gået videre til Mette og jeg. I går råbte flere ”Karibu mama-Esther” efter mig. Jeg fik dem så fortalt, at jeg altså ikke var mama-Esther, men en ven. Nej nej, det vidste de da godt men så var jeg ”lille mama-Esther”.J  På den måde er det fedt at lære folk at kende, og laver sjov med dem.

                                   
                                                Så skal der handles grønsager i boderne hos alle mamaerne!

Noget jeg synes det har været rigtig svært og som har givet en del frustrationer, er afrikanernes syn på tid og tillid. Ofte synes jeg vi har oplevet, f.eks. i vores ungdomsgruppe, at mange giver udtryk for at de gerne vil komme, og gerne vil lave mere, som drama, kor mm. Men gang på gang har vi oplevet at det bare er store ord uden handling. Kulturen er sådan at man hellere svare ”Ja” til at man kommer, og så ikke kommer, i stedet for at svare ærlig ”Ja” eller ”nej”. Hellere lyve end gøre dig skuffet ved at sige ”nej”. Åhr det har været svært nogle gange! Efterhånden har jeg lært ikke at fokusere på helheden, men på de enkelte personer der så går med strømmen! Dem har vi nemlig også mødt nogle af og det har givet så meget mod og opmuntring! Det er utroligt hvor meget små handlinger eller ord fra folk, kan gøre mig så glad, fordi de gør mod strømmen. F.eks. bare en dag som i søndags, hvor vi har søndagsskole hver eftermiddag. De unge melder sig lørdag til at tage af sted og så mødes vi søndag og kører derud sammen. I søndags om formiddagen kom så en af drengene, Prosper, som skulle undervise i Simbo den dag, og fortalte at han ikke kunne komme alligevl. Han havde fået øjenbetændelser og ville derfor ikke smitte børnene i Simbo.  At komme og fortælle at man ikke kan komme, er ikke en selvfølge! (og så havde han oven i købet gået 7 km. for det).  Når, det så sker, kan man ikke andet end blive glad! Jeg kan heller ikke andet en blive fyldt af respekt til sådan en dreng som Prosper, da han virkelig er en der går mod strømmen med hele sit liv! Det har været og er en fantastisk oplevelse og et stort vidnesbyrd for mig!

                                         
                     Prosper, en fantastisk dreng som har givet mange opmundtringer ved at gå i mod strømmen!Disse ting er dog kun små udpluk af mine tanker over min tid hernede. Der så mange ting som egentligt er svære at forklare og som vil være svær at forstå, fordi det bare er så anderledes til det jeg/vi er van til.
Når jeg tænker på at jeg i starten faktisk havde tænkt jeg kun skulle være her til slutningen af december, bliver jeg taknemlig for at det ikke blev sådan! At opholdet så igen blev forlænget fra starten af maj til slutningen af juni er jeg også rigtig glad for! Det har dog alligevel til tider været svært. – ”var det virkelig rigtig at forlænge til juni”, ”skulle jeg være taget hjem” og en masse ”hvis’ser” har dukket op, men jeg kan alligevel mærke helt inde at det ER det rigtige! Jeg er rigtig glad for at få lov at blive her i de 10 måneder! Jeg tror på at lige præcis dét er Guds plan. Jeg GLÆDER mig til at komme hjem, ingen tvivl om det, men hvor er der også mange fantastisk ting hernede! Når savnet går hjemad, bliver jeg også fyldt at taknemlighed over at jeg har så mange at savne og som jeg glæder mig til at se igen, det er faktisk fedt at få øjnene op for!
I Kristihimmelfars ferien tog vi nogle dage ud og sov på stranden i telt. Om morgnerne stod jeg op og hoppede i vandet. Sad på klipperne og så ud over vandet over mod bjergene i Congo. – et FANTASTISK syn! Igen blev jeg fyldt med stor taknemlig over at jeg virkelig får lov at være herned! Derfor gør jeg, trods glæden til at komme hjem, alt for at nyde den sidste tid hernede.

Høsttid!

I nogle dage har Just sammen med 25 unge drenge knoklet ude på farmen, for at høste majs. En dag tog vi med derud for at se hvordan det foregik og for at hjælpe. Vi nåede lige at have lidt skole inden vi blev hentet af Ingrid og Odward, et norsk missionærpar. Sammen med pigerne og Susanne kørte vi så derud. Just og drengene var i fuld gang og havde været i gang i en del timer da vi kom. Det er en ret anderledes høst end hjemme. I stedet for mejetærsker høster de majsene med de bare næver. De når ca. at høste ca. 30 rækker om dagen, så det tager noget længere tid end med en maskine.  De gik i rækker med en traktor med vogn bag dem, som blev bakket med dem, efterhånden som de kom frem af.

                                                Så er majshøsten i gang. Op i vognen med dem!
 Efter at bliver introdoseret i hvordan rutinen var, gik vi også i gang med at høste.  Egentligt meget enkelt. Rive majsene af planten, tage alt omkring majsen væk og så smide den op i vognen. Når vognen var godt fuld, satte vi os alle op i vognen, og kørte hen og læssede majsene af. De blev lagt på presenning for at tørre, hvorefter de blev hældt ind i en container. 
Jeg synes det var vildt fedt at komme med ud og se hvordan der foregik og rigtig dejligt at hjælpe lidt til. Det er bare så rart nogle gange at komme ud og rive i noget og lave noget praktiskJ. Min hjælp var dog ikke lang, et par timer, så blev vi færdige med rækkerne for den dag. Det var dog helt fint med mig, og jeg har respskt for drengene og Just som arbejder i så mange timer i den varme.
Drengene er meget forskellige og kommer fra forskellige steder fra, men det var fedt at opleve deres fællesskab. Nogle er kristne andre muslimer, men det virker ikke til at spille noget rolle. De accepterer hinanden, snakker og driller på gode måder. Det var rigtig fedt at opleve, hvordan de bare accepterede hinandens trosretning og havde det godt sammen.
Når man som hvid pige er sammen med så mange drenge, regerer drengene meget forskelligt. Nogle snakker helt vildt, for at få opmærksomhed mens man kan mærke andre egentligt gerne vil snakke, men ikke sådan føre sig frem. Da jeg skar min finger og en dreng kom og hjalp mig, råbte alle straks op, om ”hey nu hjalp han lige en hvid pige, wuuhuu”. Men det var bare så dejligt at mærke at det ikke var med den indsigt han hjalp, han ville bare gerne hjælpe for at være flink. Der gik dog ikke lang tid før det faldt af, men så på med et nyt igen.

Så kom jeg også lidt i gang.  

                                                       Efter majsene var høstet, blev de tørret på en presenning.

                                 
                                                                 Derefter kørt ind i en container
.                                         
                                                              I containeren morede pigerne sig vældig.

Jeg prøvede dog også at få en slags første hjælp mens vi gik i marken. Man kan skære sig ret kraftig på når man river blade og det væk fra majsen, og det skete på et tidspunkt for mig. Jeg gik så bare og suttede blodet af, men hurtigt kom en af drengene med et blad, som han hjalp med at tage om. Så gik jeg der i marken med et blad og lille gren om fingeren

Just har julelys i øjnene når han går derude, og snakke med de unge, det er så fedt at se. Han brænder bare for det, og er kanon til at være sammen med drengene. Han snakker, driller og dele evangeliet med dem.  Den glæde smitter og det er bare så fedt at opleve!

Krokodiller, slanger og en anderledes bustur!!

Det har været påske og det har betydet nogle dages fri. Mette og jeg tog 3 dage til Burundi, et land som ligger tæt op af Tanzania. Vi boede i hovedstanden Bujumbura. Byen er mere udviklet end Kigoma, med f.eks. flere ”rigtige” butikker og restauranter.

Noget der var meget anderledes ved Bujumbura var de mange folk der var. Jeg har egentligt også synes at det var mange folk i Kigoma, som går rundt, men ikke i forhold til Bujumbura. Der var mennesker over alt! Flere mennesker betød også en del flere folk tiggere, her i blandt mange børn. I Kigoma ser vi tiggere hver gang vi går på gaden, men det er faktisk sjældent vi ser børn. I Bujumbura var der rigtig mange børn, som kom hen til os, hev i vores tøj, tog hånden frem og sagde ”madam, madam”. Det var en ret speciel oplevelse, for det stikker mere i mig når det er børn der tigger. Det er ufattelig svært synes jeg, for egentligt vil jer gerne hjælpe disse børn, give dem nogle penge, men så alligevel hvad hjælper det dem i det lange løb. Jeg ønsker ikke at lærer disse børn, at det at tigge er en levevej, så de bliver ved med det. Det er svært at gennemskue synes jeg, hvordan man på den bedste måde kan hjælpe.

Tiden i Bujumbura brugte vi mest bare til afslapning, ved at sidde på en restaurant eller café og læse. Ellers gik vi rundt i byen, så markedet og forskellige butikker.

“Living museum”                                 

En dag tog vi hen til et ”living museum”, hvor vi kunne se krokodiller og slanger som de havde i burer. Det var en rigtig god oplevelse. Det var vildt at komme så tæt på krokodillerne, de så helt kunstige ud som de lå der bum stille. Vi fandt dog ud af at det var de ikke. På et tidspunkt sagde vores guide, at nu kunne vi få muligheden for at rører ved en krokodille. Det var vi ikke lige hyp på, og havde bestemt at det skulle vi i hvert fald ikke, meen efter at have set ham gøre det og hørt ham fortælle lidt kunne vi ikke lade være med at synes at det kunne være lidt spændende. Han fortalte at den krokodille som vi kunne komme til at rører, for nylig var blevet fodret, og at den lå oppe på land. Når en krokodille er tør, har den ikke mange kræfter, det får den når den får vand på sig. Måske var det dumt og totalt skørt, men ja vi gjorde det. Vi rørt ved en kæmpe krokodille, og nu synes jeg i hvert fald det er ret vildt at vi virkelig gjorde det! Senere viste vores guide os hvordan en krokodille var i vand. Han gik ind til den og slog på den med en pind. Vi kunne der se, hvor meget mere aggressiv den var når den var i vandet.

                                          Jep, den er virkelige!

På mange måder så vi at mange af disse ting som vi oplevede og så på dette living museum, ikke ville være noget der kunne foregår i Danmark. Efter krokodillerne kom vi ind for at se slanger. Der fik vi også lov til at holde en slange, dog en ganske ufarlig en. Rundt i burene var der mange forskellige slange, mange som var meget farlige. Vi var ret forundret over hvor dårlige og usikre burene var. Ikke for at jeg var bange for at slangerne kunne komme ud, men bare i forhold til hvordan man nogle gang har set bure til slanger i Danmark, hvor sikret de er, så var disse meget anderledes.  Vores guide tog flere slanger ud for at vise os dem, også nogle som var ret farlige. Dette var vi ret overrasket over, da vi egentligt synes det var ret farligt. Vi fik nogle oplevelser på dette museum, som vi ikke kunne have fået i Danmark. En rigtig spændende oplevelse synes jeg faktisk, men også på en måde lidt skræmmende, især her efter at jeg er kommet hjem fra det, tænker jeg over hvor stor forskel der er på sikkerheden i Afrika og Europa. 

 En oplevelsesrig bus tur!

På vej til Burundi kørte vi med nogle missionær fra Kigoma, men på vej hjem måtte vi for første gang i vores tid i Afrika tage en bus. Mette og jeg har været så heldige at kunne kører med Susanne og Just de gange, hvor vi har kørt længere væk end lige i Kigoma. Vi har hørt meget om at kører i busser rundt i Tanzania, og det er ikke altid det mest positive. Vi besluttede dog at prøve, for på en eller anden måde skulle vi jo komme hjem.
Hver lørdag formiddag må der ikke kører nogen biler eller andre køretøjer i Bujumbura, med mindre de som vores bus skal kører langt.  De har en regel om at folk der skal samle affald rundt i byen i den tid, i stedet for at kører. Hvor mange der egentligt samler skræl og affald på ved jeg ikke helt, man kunne i hvert fald ikke at det sådan var gjort for nylig, men reglen om mindst mulig transport, blev taget meget seriøst. Det så vi, da vi lørdag morgen skulle til busstationen. Vi havde fået kontakt til en missionær som bor i Bujumbura. Han kom og hentede os i en lille vogn, men en motorcykel foran. Rundt i byen, så vi nærmest politi over det hele. De stod klar til at spærrer vejen for at spørger om hvor man skulle hen. Vi blev også stoppet, men kunne fint køre videre, da vi havde en lovlig grund. 
Ved halv 7 tiden skulle vi møde på busstationen. Det var en minibus vi skulle køre med, dala dala som vi kalder det hernedeJ. Det kan godt være at det var en minibus, men der kunne være plads til mange mennesker og meget bagage!!
Vi fik sat os ind og så blev der ellers proppet bagage ind under vores fødder, og hvor der ellers var plads. Da bussen var fuld, måtte vi konstatere at der ikke rigtigt var plads til den ene af vores tasker nogen steder, så den måtte vi tage på skødet. Godt klemt på nogle små og ret dårlige sæder, med tasker over og under benene, begyndte vores tur til Kigoma.  På vej ud af Bujumbura stod der stadig politi og det mærkede vi! Omkring 7 gange blev vi stoppet, for at hører hvor vi skulle hen. Én af gangene skulle politiet lige se Mette og mit pas, det fik de lov til men vi og de andre i bussen grinede af det. Mest er det bare for at vise at de har magt og så for at komme til at snakke med os hvide. Skørt, men noget man kun kan smile og grine af.
Turen gik ellers derud ad. På et tidspunkt så vi at tasken vi havde på skødet vidst lige kunne klemmes ned et sted, det kunne den også indtil vi pludselig lige skulle have flere passagerer med. Ved siden af mig sad en dame med en pige på 2 år. Damen fik pludselig nok at gøre med at holde tasker og sådan, så vupti vupti så havde jeg taget pigen på skødet og sad med hende flere timer efter.  Det var ret hyggeligt, og underholdende for både Mette og jeg, og pigen.

Den søde pige, Elise som jeg fik lov at sidde med, på busturen.

Omkring 3 timer havde vi kørt, og der var ens bagdel ved at være godt øm! På hele turen skulle vi 3 forskellige steder ind for at vise pas og visum. Det var skønt, da vi første gang kunne komme ud og få rystet benene lidt. De 3 timer havde vi været så heldige at køre på asfaltvej, men herefter begyndte en utrolig dårlig jordvej. Flere gange kunne vi hører bussen ramle imod jorden, og vi kunne ikke helt lade værre med at tænke, om bussen mon ville holde til dette. – det gjorde den ikke! Efter et godt stykke tid på jordvejen, sagde det pludselig ”bang” og så kunne vi ikke kører videre. Uden at have vildt meget forstand på biler, så tror jeg det var udstødningsrøret der var faldet ned, og nu skrævede hen af jorden.  Nogle mænd prøvede at reparer bilen, men måtte efter tre kvarter konstaterer at de ikke kunne lave den. Vores chauffør tog med en bil som kom forbi, for at køre med dem til et sted hvor han kunne få fat i en ny bus. Så sad vi derude i ingenting og håbede på at vores chauffør ville komme tilbage. Efter halvanden time kom han tilbage med 2 biler. To 8 personers biler, hvor vi så sad 11 i. Det blev også ret klemt, men i det mindste var det en bil der kunne kører!

Så "sagde" bussen stop og ville ikke kører videre.  

Vi ankom til det andet sted, hvor vi skulle vise visum og pas, og pludselig blev en mand vildt sur. Han råbte og skældte ud fordi han manglede noget som han havde haft i bussen, som ikke var kommet med. Vi andre kunne ikke rigtig lade værre med at trække på smilebåndet, og vidste ikke hvad vi skulle gøre. Efter lidt tid fik vores chauffør talt manden til ro, og så kunne vi komme videre. Manden satte sig ind på bagsædet hvor jeg sad, men personerne som jeg sad ved siden af, var ikke lige så villige til at rykke til siden for at give plads til ham. Så da han troede der var plads, satte han sig lige ned i skødet på mig! Jeg udstødte nogle lyde, da jeg ikke lige er van til en at få en voksen mand på skødet. Vi grinede alle og fik så gjort plads til hamJ
På vej til det sidste kontrolsted, stoppede bilen pludselige og to drenge hoppede ud af bilen. Mette og jeg kiggede på hinanden og forstod ikke helt hvad der foregik. Vi fik dog en fornemmelse af at disse drenge ikke helt havde deres pas i orden og at de derfor ville undgå kontrollen. Sandt nok, for da vi kørte videre efter kontrollen, kom drengene løbene og hoppede ind i bilen igen. De havde løbet over bjerget for at undgå paskontrollen. På vej mod byen hørte vi chaufføren snakke med dem om hvad de skulle sige, hvis de blev stoppet af politiet. Vi rejste altså med nogle illegale flygtninge! – så har vi også prøvet det!J
Efter at have købte to høns, som lige kunne være i bagagerummet, kørte vi endelige de sidste kilometer mod Kigoma.
Da vi nogle dage før havde kørt til Burundi i bilen med missionærerne, havde det taget 5 timer. Disse 5 timer var blevet til 10 timer på hjemturen. Godt trætte og ømme i kroppen, men med godt humør steg vi ud af bilen og gik hjemad. En oplevelsesrig tur! J

J

Bryllup med sang og musik

For halvanden uge siden, var vi så heldige at få lov til at opleve et bryllup. Det var et engelsk-congolesisk bryllup. En missionær, Nicola, som har boet og arbejdet her i Kigoma i flere år, blev gift med en mand, Freddy, fra Congo. Det betød et bryllup hvor kulturforskelle skulle sættes sammen. Der var nogle vestlige træk, men alligevel meget afrikansk over brylluppet.

Vi var inviteret til kl. 10 i kirken, og vi var der først kl. 10, for der var ingen grund til at være der en halv time før det starter, for at få en god plads, det var først en time efter at bruden trådte inde af døren. I mens blev der dog festet i kirken, med sange og musik for alle pengene!

Da bruden kom til kirken, blev der lidt uenigheder. I Tanzania er det en tradition at gommen kommer ned gennem kirken og henter bruden, hvor det jo i vesten er en traditionen bliver ført op gennem kirken. Nicola og Freddy havde aftalt at det skulle foregå på den vestlige måde, hvor hendes mor skulle fører hende op sammen med 8 brude piger, deriblandt ”vores” tre piger, Thea, Esther og AnnaJ. Da Nicola så ville have lukket døren til kirken, ville de mænd der stod for det, ikke have det gjort, for gommen skulle jo komme ned og hente bruden! Efter flere forklaringer på at dette altså var et anderledes bryllup hvor to forskellige kultur skulle prøve at mødes, lukkede nogle utilfredse mænd endelig døren.

Når man i Danmark sidder og venter på at bruden kommer ind, er der oftest meget stille, og folk hvisker til hinanden. Her var det fuldstændig omvendt! Folk sange, dansede og snakkede. Da der så blev sagt at der gerne måtte ro i kirken når bruden kom ind, for at det lige som var det der skulle være i fokus, kiggede folk mærkeligt på hinanden, for det var da noget underligt noget at skulle være stille!

Så kom tiden endelig da døren blev åbnet og Nicola kom op gennem kirken, sammen med alle brudepigerne. Det så vildt godt ud, og vores skønne piger klarede det vildt godt – jeg var bare så stolte af dem! J

Resten af gudstjenesten gik med musik, kor, sange, taler og selvfølgelig vielsen. Da Nicola og Freddy sagde ja til hinanden, rejste folk sig om og jublede. Da Freddy sagde ja, blev mikrofonen ikke holdt tæt nok hen til ham, så derfor kunne man ikke hører det. Så tog de bare spørgsmålet en gang til, og så blev der jubletJ.

Under hele brylluppet stod der en masse folk for at tage billeder, ikke sådan diskret, men helt tæt på dem. Under vielsen måtte en mand gå op for at spørge om de ville flytte sig lidt, så vi andre i kirken også kunne se dem bliver viet. J

Da gudstjenesten var forbi, kørte vi mange biler gennem byen, hvor brudeparret stod op i en bil så de kunne kigge ud. Normalt er det i tanzaniansk  kultur at bruden ikke må smile på noget tidspunkt under hele brylluppet. Det er for at vise respekt for sin familie, over man er ked af at skulle forlade dem og flytte sammen med sin mand. Nogle gange har jeg set brudepar komme kørende gennem byen, hvor bruden overhovedet ikke smiler, men ser rigtig trist ud. Det er så mærkeligt at se, da jeg forbinder bryllup med en masse smil og glæde. Nicola ville heller ikke følge denne tradition, og smilede alt hvad hun kunne! – dejligt at se!

Selve festen blev holdt senere på eftermiddagen. Da vi kom havde vi en billet med som vi skulle vise, så man kunne se at vi var inviteret. Det er en tradition i Tanzania, at man får to invitationer. Først en invitation hvor man skal betale et beløb til brylluppet. Når man så har gjort det, får man en anden invitation om at man har betalt er velkommen. Da vi havde vist invitationen fik vi nogle mad og drikke billetter. Det var dog ikke mad, vi startede med at få, traditionen er sådan at man får mad til allersidste, lige før man tager hjem.

Mange af de andre missionær og volontør var også med til festen, så det var rigtig rart, da meget af tiden gik med bare at sidde. Festen var dog meget præget af høj musik, så derfor var det desværre ret svært at snakke sammen.

På et tidspunkt skulle der skåles, og det var ikke bare sådan rundt ved ens bord, det var med alle. Folk rejste sig på og gik rundet mellem hinanden og sagde ”toast”. Det var lidt specielt, men en ret sjov ting at opleve.

Da brudeparret skulle have gaver, kom man i grupper op til dem. Man gik dansende op til parret, sagde tillykke og gav dem ens gaver. For afrikanere er det meget normalt at stå og danse, mens vi fra vesten måske er lidt mere generte med sådan noget, så jeg kunne forestille mig at de synes os hvide var lidt kedeligeJ.

Da maden blev serveret, begyndte folk hurtigt at smutte hjemad. Slut på en meget anderledes men god fest. En spændene og sjov oplevelse!

På besøg hos masaier

Et sted tæt ved der hvor vi tog på safari, lå der er masai landsby.  Som jeg vidst har skrevet før, er masaier et bestemt folk, som lever på lidt andre måder end andre afrikaner. Denne masai landsby vi kom forbi, får besøg af mange turister, så masaierne tjener derfor rimelig mange på dette.
Noget masaier specielt er kendt for er deres mange smykker, sjove lyde og hoppen. Da vi kom til landsbyen, startede de med lave et slags optrin hvor de sang og dans. De var delt op i mænd og damer. Mændene stod og sagde en masse sjove lyde, men de på skift gik ind i midten og hoppede så højt op de kunne. Det var dog ikke bare almindelig hop, de hoppe op uden at bøje i knæene, og nogle kan faktisk hoppe ret højt op!J
Kvinderne stod ved siden af, med alle deres smykker og specielle kredse om halsen mens de sange og lavede nogle specielle bevægelser med brystkassen.

                             
                                                         Mændene som kan hoppe vildt højt!

                                    
                                                            Damerne med alle deres smukke smykker

                                                  
                                                   Mor og vores gæst, Inger, fik æren af at komme med op og danse :)
Derefter kom vi to og to med en masai ind for at se deres hus. Husene er bygget af pinde og ko-lort. Inde  i huset var de to senge, ét til konen og børnene, og ét til husets hoved – manden.  Midt i huset, var der et bål, som blev brugt til at lave mad og til at varme huset op til nattens kulde. Masaierne lever af deres køer, får og geder. De spiser kødet, drikker deres mælk og blod. Arbejdsfordelingen er delt tydeligt op. Kvinderne bygger husene, laver mad, passer børn og andet husligt, mens mændene passer dyrene. Jeg spurgte hvorfor at det lige skulle være kvinderne der skulle bygge husene, og da svarede vores ”masai guide” at det var bare deres ansvar, så sådan var det.

                                
                                                                              Den lille landsby.


                                               

 Så skulle der malkes
Vi kom derefter rundt og så nogle af deres kører og får. Der gik mange dyr sammen, og vores masai guide fortalte at de kunne kende deres dyr ved at kigger på dyrenes ører.  Hver ejer havde nemlig lavet et specielt mærke i deres dyrs ører. Jeg blev da også tilbudt at få en ko med hjem, men takkede pænt nejJ.
Tæt ved landsbyen lå en lille bygning, hvor der var børnehaveklasse. Susanne greb straks chancen ved at fortælle børnene lidt om Jesus. Sammen med hende, sang Susanne og jeg derfor en lille swahili sang, som vi tit synger vi søndagsskolen. Det var ret sjovtJ. 

Susanne greb straks chancen for at fortælle børnene lidt om Jesus
Det var rigtig spændende at se masai landsbyen, men man kunne også se at denne landsby var sat meget op til at kunne vises rundt for turister. Hvis man kiggede rundt på deres huse og deres måde at leve på, kunne man hurtigt komme til at have ondt af dem, om hvor fattigt det så ud til at de levede. Men da vi så tænkte på hvem meget de tjente hver eneste dag på os turister, overvejede vi om der mon bag bjerget, som lå lige ved landsbyen, lå nogle luksus huse som de egentligt boede iJ. Nej vi konkluderede bare at disse masaier i denne landsby faktisk havde penge nok til at kunne leve meget bedre, men at de sikkert ønskede at leve som de gjorde, da det er en del af deres kultur.  Sådan kan det tit være svært at skelne mellem folks fattigdommen, og den måde nogle selv vælger at leve op.