onsdag den 24. august 2011

Nærkontakt med fattigdom

Hver lørdag underviser Susanne unge drenge og piger i at formidle kristendommen videre til børn. Dette bruger de så hver søndag eftermiddag til at undervise nogle børn i landsbyen Simbo, som ligger ca. 25 km. fra Kigoma. I søndags var Mette og jeg med for første gang. I landsbyen var det primært de unge piger og drenge der styrede programmet, hvor vi andre så legede med og hjalp til. Vi startede med at lege i ca. 20 min. efterfulgt af ca. 20. min sang. Derefter blev børnene delt op i to grupper 2 med blik på deres alder. Her hørte de så en bibelfortælling som en af de unge holdte. Til slut fik de hvert et stykke slik, hvor efter vi så kørte hjem ad.
Da bilen først begyndte at kører løb børnene efter den, uden nogen frygt for hvad der kunne ske. Det var meget frustrerende, da det var svært at få dem til at forstå farlighed ved det.
Da vi var kørt derfra var det med meget blandede følelser jeg sad med. Børnene i Simbo er meget fattige. Mange kom i slidt tøj og nogle så ikke for raske ud. Det var første gang jeg oplevede at komme i nærkontakt med så fattige børn. På markedet har jeg før set folk som var meget fattige, men i Simbo kom jeg helt tæt på dem -legede, holdte dem i hånden og prøvede at kommunikere med dem. Da jeg stod i situationen følte jeg det ikke det var ubehageligt, men da jeg først fik sat mig i bilen og tænkt det hele igennem, blev jeg meget overvældet og bevæget af det. Hvor følte jeg mig bare rig og samtidig så utrolig magtesløs! Sammen med denne følelse, var jeg utrolig glad for have været med! Det var skønt at se hvor glade børnene var for at se os. Glæden der kom frem i dem når vi legede, grinede, sang og var sammen med dem.   
Denne oplevelse bekræfter mig bare i, at lige meget hvor meget man kan høre og se billeder om noget, så er det bare helt anderledes når man oplever det. Samtidig bekræfter det mig i hvor meget disse børn har brug for denne glæde, som vi kan hjælpe med til at give dem halvanden time en søndag eftermiddag. Det er fedt at være en del af!

Små hverdags ting

Hverdagen er så småt begyndt, der sker selvfølgelig stadig mange nye ting, men nogle ting er allerede gået hen og blevet hverdag. Vores værelse er nu blevet pyntet lidt med billeder og det føles som vores nu. Selv gekkoerne, som er en slags firben, der dukker frem om aftenerne på væggene på værelset, er nærmest blevet små venner. Lommelygten og pandelampen er også blevet vores gode venner, som vi nyttig bruger når vi går de knap 50 meter fra Susanne og Just til vores værelse. Den lyser vores vej op så vi ikke lige får trampet en slange ned på vejen. Èn dag var vi særlig glad for den, da vi stødte på det vi havde frygtet! På vej over til vores værelse, stod hunden Bølle midt på vejen. Da lyset faldt på Bølle, faldt det også på en KÆMPE rotte lige ved Bølles hoved!!  Heldigvis var den død, men trods det, fløj vi begge skrigende i hver sin retning! Derefter stod jeg fald af grin af forskrækkelse og over vores reaktion! Susanne, Just og børnene havde hørt vores skrig og kom ud for at undersøge sagen. De fandt det vidst også ret sjovt. Jeg var bare taknemlig for en god vagt hund!J
                                             Klar til en tur i mørket! Mon en rotte dukker op!?
Næsten hver aften har vi aftenmusik, det vil sige vi har et diskotek som naboer! Det er til tider ret højt og lidt mærkelig musik, men med et par ørepropper i ørene sover jeg helt fint!J Susanne og Just har dog sagt at vi ikke har oplevet den højeste lyd endnu, så det bliver spændende at høre hvor højt det så bliver!
Det kolde vand i badet med en spand og klud er nu ikke noget jeg tænker over mere, men noget der bare bliver gjort. Det er faktisk helt rart at bliver kølet af i badet efter en varm dag og sommetider også varme aftener!

                                                     Mette i vores badeværelse. - sådan tager vi bad :)
I Tanzania er det meget kulturelt at kvinder ikke viser deres knæ og skal derfor helst gå med nederdele der dækker knæene. Samtidig skal stropperne på vores bluser helt ikke være for smalle og i kirke skal skuldrene være helt dækket. Vi har valgt at respekter dette, for at vise respekt over for kulturen og samtidig også for egen skyld, da det har indflydelse på folks respekt til os. Jeg var ret spændt på hvordan jeg ville have det med at gå i nederdel, da jeg er meget glad for bukser og shorts, men jeg synes faktisk det går rigtig godt! Nogle gange kan jeg godt have lyst til at hoppe i et par shorts, især hvis vi skal lave noget som kræver lidt ekstra energi og kræfter, men så hoppe jeg i dem på værelser, og nyder det der!J  

torsdag den 18. august 2011

Så ankom vi!

Efter mange forberedelser, informationer og tanker kom dagen endelig, d. 11. aug., hvor turen gik til Tanzania! Mette og jeg havde dagen før, d. 10. aug., besøgt en lærer Mette Thornbech i Køge. Hun gav os råd og vejledning til undervisningen af pigerne. Mette Thornbech er rigtig sød, så det var rigtig godt at være hos hende og få noget inspiration! Den 11. aug. kom så endelig og det var ikke til at forstå! Mette og jeg fik transporteret al bagagen til Kastrup lufthavnen, - gladelig over at der var bagage vogne!J  I lufthavnen mødtes vi med 7 andre volontør som også skulle Tanzania. Vi skulle først flyve til London og derefter til Dar Salam i Tanzania. Jeg var ret spændt på flyveturen, da det var første gang at jeg skulle flyve. Det gik heldigvis rigtig godt og jeg synes det var fedt! J  
     I Kastrup lufthavn greb vi starks nogle bagage vogne!

Efter 10 timer fra London til Dar Salam landede vi. I lufthavnen stod Just og Thea (den ældste pige) og tog i mod os. De 7 andre volontør tog med taxier til et hotel hvor de dagen efter skulle på 2 dags bus tur til Kipili. Mette og jeg tog med Just, Thea og to andre lokale fra Kigoma – Aron og Tim. Herefter flugte 2 dage i bil mod Kigoma – nu var kommet til Afrika. En masse nye indtryk og oplevelser fulgte de næste dage! Selvom vi inden turen havde hørt en masse om Afrika, så kan man bare ikke forstille sig hvordan det er, før man oplever det. Selve trafikken er en oplevelse! Hvis du skal frem, - så kører du. Derfor var det virkelig fedt at vi bad en bøn i bilen, før vi kørte! Det var utrolig fedt at opleve at vi ligger det hele over i Guds hænder! I gennem Dar Salam var øjnene store for at se alle de nye ting der skete. En masse folk med en masse boder af alt muligt forskelligt, folk som gik mellem biler i kø for at sælge aviser, slik eller for at vaske bil ruder, i håb om at tjene lidt penge ved det.
Før vi kom havde vi lært meget lidt swahili, men alt for lidt! Vi oplevede hurtigt at det var frustrerende ikke at kunne forstå hvad folk sagde til os! På den første køretur holdte vi på et tidspunkt et sted for at få noget at spise, med det samme stod flokke rundt om os for at sælge alt muligt. Mette og jeg stod bare smilende og rystede på hovedet, - vi forstod meget lidt og kunne intet svare. Det var utrolig dejligt at Just, Thea, Tim og Aron var med! Efter den første dag i bil fandt vi et sted og sove og fik noget at spise. Det var dejligt at ligge en rigtig seng og sove.
Dagen efter gik turen videre og her fulgte mange timer på ”humle bumle vej”, som de kalder det – veje uden asfalt. Det var en oplevelse men faktisk ikke så slemt igen, efter noget tid vænnede vi os til det. Selve turen virkede faktisk ikke så lang igen, måske fordi der var så mange nye indtryk som vi sugede til os.
Lørdag aften ankom vi til Kigoma. Her stod Susanne, Thea, Anna og deres to nabo børn Daniel og Jackie og tog i mod os. Det var utrolig dejligt men også mærkeligt endelig at ankomme til Kigoma! Efter flere dages rejse stod vi pludselig der hvor vi skulle være!J  Vi fik aftensmad og blev ellers vist rundt i huset og til vores værelse. Trætte gik vi i seng – lidt mærkeligt at tænke på at det er vores hjem de næste 8 ½ måneder.
Dagen efter, søndag, tog vi i kirke sammen med Just. Det var meget anderledes men også spændende! Vi blev budt velkommen af kirken og præsenterede os. Jeg havde tænkt at det måske ville blive lidt ubehageligt, men det var faktisk rigtig fedt at føle sig velkommen. Vi forstod dog ikke rigtig noget af hvad der blev sagt, men Just sad heldigvis og oversatte lidt for osJ
Jeg sidder med en dejlig fornemmelse! Det er utrolig dejlig endelig at være her og at turen er gået så godt! Før rejsen skrev mange venner at de ville bede for vores tur, det har været rigtig dejligt at vide, og vi har virkelig mærket forbønnen på rejsen!
Der er så mange nye indtryk som er spændende og sjove. Jeg glæder mig bare utrolig meget til vi kan snakke og forså noget swahili! Alle folk er rigtig imødekommende og rar så derfor er det også træls ikke at kunne snakke med dem! Hele familien er bare så fantastiske, og har virkelig været gode til at tage i mod os! Vi føler og meget trygge og velkommen her!J

fredag den 5. august 2011

Én uge!

Om en uge sidder jeg i Afrika! Det er for vildt at tænke på og ikke til at forstå!

I denne uge er jeg på volontør kursus på Diakonhøjskolen i Århus. Her er vi 27 volontør som skal rejse ud i den kommende tid. Det er virkelig fedt at møde alle de andre, og hører hvor de skal hen!
I ugens løb har vi hørt om en masse forskellige ting som ruster os godt til vores rejse. Ugen har budt på teambuilding, film, lege, pakning, indkøb og oplæg, om bla.  kulturforskelle, sundheden og sikkerhed. Derudover har vi snakket en MASSE om vores turer! :) Vi slutter ugen af med en udsendelsesgudstjeneste på søndag og derefter følger 3 dage med pakning og de sidste forberedelser.

Det har været rigtig godt at være på kurset og det har absolut ikke gjort at jeg glæder mig mindre! Jeg glæder mig helt vildt!

Tanzania - Here I come!