En fantastisk tur til Kipili!

Fra onsdag d. 23. nov. til søndag d. 28. nov., var Mette og jeg på en lille ferie. 5 fantastiske dage, hvor vi oplevede utrolig meget! Mange havde opfordret os til at tage med skibet, Liemba, som sejler langs Tanganika søen, fra Kigoma til Zambia. Undervejs sejler skibet forbi Kipili – hvor vi har nogle danske venner som er volontører. Vi os besluttede derfor at tage de ca. 30 timers sejltur, for at besøge dem. –noget jeg bestemt ikke har fortrudt vi gjorde!
Onsdag eftermiddag kl. 15.00 havde vi fået af vide var afgangstiden, klokken blev dog 17.30 før vi sejlede ud fra havnen. Vi havde bestilt en kahyt på 1. klasse, hvilket vi var meget spændt hvordan så ud, da vi jo er i Afrika. Vi blev dog gladelig overrasket da vi åbnede døren - der var både lys, vandhane med vand, spejl og en blæser, fantastisk!J  
Hurtigt så vi at vi ikke var de eneste hvide ombord. 7 andre ”mzunguer”, som betyder ”den som vandrer ” (noget alle afrikaner råber efter en, når man er hvid!) var også med, 2 Israeler, 2 brasilianer, 1 portugiser og 2 tysker. Alle sammen nogle som havde været i TZ i kortere tid. Dem snakkede vi en del med, og det var rigtig fedt at lærer dem at kende.

Hygge og slapning på dækket sammen med de andre hvide.

TOILETTERNE
Efter lidt tid, stødte vi på vores første problem. – vi kunne ikke få toilet døren op! Efter at have stået og revet en del i døren, kom en unge pige os til undsætning. Hun kunne dog heller ikke få den op, og sagde derfor at vi skulle gå op på den anden side, for der var et mere toilet. Hvad hverken hun eller vi vidste, var at toiletterne var delt op i ”herrer” og ”damer”, så da Mette og jeg fik åbnet døren til toilettet på den anden side, så jeg ret hurtigt at på dette toilet var der altså et pissoir! Hurtigt begyndte vi at vende os om, for at flugte ud igen, men nåede det ikke før en mand åbnede en dør fra et toilet og hurtigt dækkede sig til. Da vi kom ud, sad omkring 5 mænd og grinede af os. – os snot-dummer ”mzungu”. UPS! J  En mand kom os så til undsætning, og vidste os at man selvfølgelig skulle stikke armen gennem et vindue for at lukke døren op indefra!
Efterfølgende blev toilet besøgende korte, da det ikke ligefrem var det lækreste. Der var dog et toilet bræt, eller det havde der i hvert fald engang været. Vandet i toilettet rendte hele tiden, så det var godt, men sommetider var gulvet også oversvømmet med vand. Indeklimaet var ikke lige frem det bedste. Mine tanker faldt på, lugten af en grisestald, og derfor forstod jeg overhovedet ikke de kvinder som prøvede at tørre deres tøj derinde! Trods det var jeg dog glad for at det var muligt at kommet på et nogenlunde normalt toilet. J

PÅ SKIBET 
Natten faldt på, og vi gik til køjs. Efter en dejlig nattesøvn, hvor vi var blevet vugget i søvn af bølgerne stod vi op til en skøn dag. Tiden blev brugt på at læse, spille, snakke og ellers slappe af. Vi sad på dækket sammen med de andre hvide og nød den fantastiske udsigt og det skønne vejr! Flere gange standsede skibet fordi vi var tæt på en landsby. Skibet sejlede ikke helt ind til landsbyerne, så derfor kom der hvert sted små både ud for at hente og bringe folk. Dette var en oplevelse!! Mange både kom til og alle ville til først. De ellers meget høflige og tålmodig afrikaner forvandlede sig til voldsomme og råbende folk! Bådene sejlede ind i hinanden, folk som skulle ned i bådene blev nærmest revet ned for at skynde sig og omvendt blev andre skubbet op på Liemba. Nogle gange havde mine nerver svært ved at klare det, især hvis bølgerne var høje. Mamaer sad med deres små børn i favnen og prøvede at beskytte dem, mens folk jokkede rundt i båden, som vippede op og ned. Nogle brugte tiden på at kaste vand ud fra bunden. Hver gang vi kom til disse steder, var jeg taknemlig over at det var vores ven Arne der kom og hentede os, når vi kom til Kipili! 

          Et lille indblik i hvordan det foregik at kommer af og på Liemba. Sommetider gik det ret volsomt til! 

GUD HAVDE STYR PÅ DET!
Vi havde fået af vide at vi ville ankomme til Kipili en gang torsdag aften, men om der ville være først eller sidst på aftenen, vidste vi ikke. Da klokken var omkring 21.00 begyndte det at trække op. Det begyndte at regne og blæse en del. Båden begyndte at vippe ret meget, og det var derfor rarest at være udenfor, for at få frisk luft. Da vi ikke vidste hvornår vi kom til Kipili, gik jeg og var ret nervøs for at vi inden for kort tid ville være der, og at vi så skulle ud i en lille båd, i det forfærdelige vejr! Det ville være ret ubehageligt! Mine tanker faldt dog så på den gang hvor disciplene sejlede sammen med Jesus. Pludselig stormede det forfærdeligt, båden var ved at blive fuldt med vand og disciplene blev meget bange. Bare med ordene ”Ti stille, hold inde”, fik Jesus stormen til at blive blikstille.  Mens jeg gik der og frygtede det værste med at vi om lidt skulle med en lille båd, i dette forfærdeligt vejr, blev jeg mindet om hvor stor og magtfuldt Gud er! Han var den eneste havde magt til at tæmme stormen. Jeg bad stille til Gud om hans beskyttelse og vished om at han havde kontrol over dette. Med det sammen følte jeg en anderledes ro og en vished om at han havde os for øje. Lidt efter gik Mette og jeg gik sammen ind i vores kahyt og bad sammen. Da vi omkring 3 timer efter fik af vide at vi snart var nær Kipili, var vejret stille – lave bølger og ingen regn. Hvor er det skræmmende, men alligevel FANTASTISK at vi i sådanne situationer ingen magt har selv! Jeg blev bare bekræftet i at Gud har kontrol over nogle ting, som er alt for store til at jeg kan gøre noget. Det kan være skræmmende, - men fantastisk at hvile i at han har magten og kontrollen over mit liv! Hvor vil jeg ønske at jeg altid vil hvile i at han har styr på mit liv!

FRA LIEMBATIL KIPILI

Som skrevet gik der de 3 timer inden vi nåede Kipili, så omkring kl. 24.00, ca.30 timer efter vi sejlede fra Kigoma, ankom vi. Det var dog ikke helt let at komme væk fra Liemba og hen til den rigtige båd! For at komme derned, skulle vil ned på 3. klasse og igennem et lille hul.  I stedet for at vente med at gå ombord på bådene, til folkene fra bådene som skulle på Liemba kom op og forbi, møvede folk bare på, for at være sikker på at de nåede det. Vi kunne på det tidspunkt ikke se båden med Arne i. Nogle begyndte så at tage i Mette bagage for at smide det ombord på en tilfældig båd. Efter at have revet bagagen tilbage og fortalt at hun ikke skulle med en tilfældig båd, men med en båd men en ”mzungu” i, fik vi pludseligt øje på Arne, på modsatte side som vi stod i. Endelig efter noget tid, kom vi i båden og sejlede glade mod Kipili.

CHEKE CHEA

Efter en dejlig nat søvn i Kipili, var det tid til at komme ud og se noget af landsbyen. Vores 6 venner i Kipili, har siden august været volontører hos Missionæren Knud Elmo Knudsen De har forskellige volontør opgaver. 4 af dem, Rebekka, Amalie, Therese og Thomas hjælper til i en Cheke chea, som er en slags førskole. Børn i alderen 4-6 år kommer der årende før de skal i skole, hører bibelhistorier, synger, leger, lære bogstaver, tal og får masser af omsorg. Anna – Elisabeth er volontør på en mobilklinik, hvor hun sammen med nogle læger og sygeplejersker tager rundt til forskellige landsbyer for at givevejledning omhygiejne og sygdomme, samtidig med at de tager ud og giver vaccinationer. Arne arbejder som er mekaniker, og hjælper med at fikse alt hvad der er brug for at blive fikset.  
Fredag formiddag var vi med de 4 volontør i cheke chea. Børnene blev meget glade for at se os, fordi vi var nye ansigter. De sad der i en rundkreds i ens tøj, og så fantastisk skønne ud!J Først sange de nogle sange, hvorefter de fik noget mad, og så var det store børste tænder tid. Da bisserne var børstet, blev børnene delt op i 2 hold, de store og små, hvor de fik fortalt en bibelhistorie af de to afrikaner som arbejder på cheke chea.  Da pausen så kom, skyndte børnene hen til os. De ville alle snakkes med – og tages billeder af.

                                                   Nogle af de søde børn på Cheke chea

Som regel plejer de efter pausen at få lidt undervisning om bogstaver og tal og derefter lege, men denne dag skulle de alle ned og bade. Lige så hurtigt vi var kommet ned til vandet, smed børnene tøjet og hoppede i vandet. De nød det! Rebekka havde taget en dunk sæbe med, så vi begyndte så at vaske børnenes hår og overkrop. Dette var en kanon god oplevelse, og børnene nød det! Flere kom op flere gange for at bliver vasket igenJ. Efter badning gik vi tilbage igen, og så gik børnene hjem.

De 4 volontør sagde at denne dag havde været rigtig god, børnene havde opført sig rimelig pænt. De fortalte at det ofte er svært at være på cheke chea, fordi børnene kan være meget hårde mod hinanden, og det kan være svært at styrer dem.

                                             Så blev børnene godt skruppet, noget de virkelig nød! :)

TIDEN I KIPILI

Resten af dagen blev ellers brugt på at se lidt forskelligt af Kipili. – noget helt andet end Kigoma! I modsætning til Kigoma er Kipili en landsby! Marked er meget begrænset og byen ikke stor. Det en enormt hyggelig landsby! Virkelig charmerende og skøn! Der en fantastisk ro, hvor lydene man hører er geder der bræger eller børn der græder, noget anderledes end i Kigoma med bla. masser af trafik lyd. Noget vi hurtigt lagde mærke til, var folks kendskab til hinanden. Alle kender hinanden og hilser på hinanden, det var fedt at opleve!J

Om aftenen spiste vi på ”Lorgen”. Et fantastisk hotel, lige ned til Tankanika søen. Det var skønt, men også kontrastfyldt! 2 km. fra den fattige landsby, ligger dette luksus hotel med 3 retters menu!

Udsigt over lidt af Kipili

Arne, Rebakka, Amalie og Thressa på Lorgen. Her spiger vi aftensmad på en båd, som er lavet om til spisested.

Den næste dag skulle vi med Liemba igen tilbage til Kigoma. Kl. 8.00 var tidspunktet vi havde fået af vide at skibet ville kommer, men ingen regnede med at det passede, så vi tog af sted for at se lidt mere af Kipili. Sammen med 6 andre gik vi ud for at finde et kloster hvor der stadig skulle bor nogle søstre. Efter at have gået noget tid, fandt vi pludseligt en SKØN dame stå i gummistøvler med ens slags nonne tøj. Vi blev alle budt meget velkommen og hilste også på de 2 andre søstre. De var i alt 3 søstre som boede sammen der. Noget af det mest fantastiske var deres store køkkenhaver! På markedet i Kipili består boderne af tomater, løg, bønner og mango. Folk siger at der ikke kan gro andet, men disse søstres køkkenhaver modbeviste dette! Søstrene dyrkede tomater, agurker, ananas, papaea, rosella, bønner, pilipili (pepper frugter), salat, majs og andet. Det var så fedt at opleve, at det virkelig godt kan lade sig gøre! Udover køkkenhaverne havde søstrene nogle grise og nogle høns. De solgte meget lidt, og levede ellers bare af det de havde. – og de så alle ud til at være godt i standJ. Hurtigt fandt de dog også både, popcorn, salat, pilipili og papaea til os, til at tage med hjem.  Det var bare sådan en dejligt oplevelse at møde disse 3 søstre, med livsmodet i top!

 En af de skønne søstre i deres fantastiske køkkenhave

 Det blev hen på eftermiddagen, men ingen Liemba dukkede op ude på søen. Derfor nåde vi også at komme med til en snedker fest. 3 snedker som har været i en snedker skole hos Knud i nogle år, bestod lørdag deres eksamen, og så skulle der være fest. Med god mad, gaver, taler, musik og masser af billeder, var det en god fest!

Netop som vi havde spist aftensmad hos Knud, kunne vi hører Liemba tude. Stille og roligt begyndte vi at gøre klare til at komme af sted, sagde farvel og gik ud til både. Ligesom Arne skulle til at hive i snoren for at starte motoren, knækkede snoren til motoren! Meen hvem skifter en motor hurtigere end en mekaniker? Så på 10 min. havde Arne, med hjælp fra nogle af de andre, skiftet til en anden motor, og så vi kunne sejle ud til Liemba. – fantastisk! J

PÅVEJ HJEM IGEN

Altså omkring 12 timer efter den beregnede tid, kom vi ombord på Liemba, og kunne vende snuden hjem ad. Ikke noget der havde gjort noget, for vi havde virkelig nydt tiden i Kipili sammen med de andre!
Det første vi gjorde var at ligge os op på dækket, fordi der var den smukkeste stjernehimmel! Sjældent har jeg set så mange stjerne!
Det blev søndag. En dag hvor vi bare slappede af og nød freden og roen ved ikke at kunne lave andet end at læse, spille, spise og snakke. Flere afrikaner kom hen for at ville snakke med os, ikke hver gang var vi i humør til det, men på et tidspunkt fik vi dog en rigtig god snak med en dreng om vores tro og forskellige ting, en rigtig dejlig oplevelseJ.

Om morgenen spiste vi morgen på restauranten. En helt fin morgen mad. Vi havde dog taget vores nutalla-glas med, for bare lige at smører lidt på brødeneJ Da vi havde betalt og skulle til at rejse os, kom tjeneren og spurgte om han ikke måtte få en skefuld nutalla. Tjooh det måtte han da godt, så han fik lige en skefuld nutella med sig –lidt spøjst J

Da det blev aften, så vi en vildt flot solnedgang! Det var så fantastisk at sidde der på Liemba i Afrika, med vand omkring sig, flotte bjerge i baggrunden, en skøn veninde og så en rød himmel! – så kunne livet da snart ikke blive bedre!

                                En fantastisk solnedgang på Liemba, på vej hjem til Kigoma

Aftensmaden spise vi også på restauranten. Vi bestilte begge fisk, og kom først i tanke om efter, at det da vidst var her vi havde set at det var en hel fisk man fik på tallerkenen! –nå men det måtte vi jo vente og se om der var rigtig. I mens vi ventede sad Mette og prøvede på at lærer en afrikaner hvordan man lavede en sudoku. Ikke helt let skal det siges, men efterhånden fik det vidst lidt op for hamJ. Da maden kom ind, var det rigtig husket. Vi fik en fiske med øjne og det hele..ikke lige noget vi havde prøvet før, men det kunne vel ikke skade. Vi skulede over til de andre som også havde fået fisk, for at se hvordan sådan en skulle klares. Og mig som egentlig ikke er så vild med fisk, nød det virkelig. Det smagte kanon godt!J

Mandag morgen gik vi land i Kigoma, dejligt at være hjemme igen, efter nogle helt fantastiske dag, med en masser herlige mennesker og oplevelser. En tur jeg helt klart vil anbefale til andre!J

Overnatning på farmen

For omkring halvanden uge siden overnattede vi en nat ude på farmen. Det var ved at være tid til at få sået majs på markerne – med håndkraft. Just havde fået nogle mamaer fra landsbyen tæt ved farmen til at hjælp med at så, samtidig med at han havde spurgt om nogle fra ungdomsgruppen ville hjælpe. Sammen med 4 drenge fra ungdomsgruppen og de 3 amerikaner, Justin, Larry og JR tog Mette og jeg ud tur til farmen sammen med Susanne, Just og pigerne.

                                        

                                                                                         Så blev der sået majs med håndkraft!

Det første der ventede os da vi kom derud, var en masse sække gødning på 50 kg. Et sted tæt på farmen løber en lille flod. For at komme til farmen skal man køre en gennem det, nærmest ned i lille ”dal”. Der er ikke meget vand, men det går rimelig stejlt op derfar, så derfor kan en bil med et så tungt læs med gødning ikke køre i gennem der.  Sækkene var derfor læsset af ved floden og de skulle så flyttes over på den anden side for at bliver kørt til farmen derfra.  Allerede der blev jeg dybt imponeret over de 4 afrikanske drenges styrke og udholdenhed! De begyndte at gå med sækkene to og to. Efter kort tid fandt de hurtigt ud af at det var ret hårdt, så derfor lavede de nogle bårer. Vupti så havde de lige fældet nogle små træer, skåret barken af og brugt det til snor mellem to binde. – det var tydeligt at se det ikke var første gang de prøvede det! Derefter gik de rask gang på gang. Susanne, Mette og jeg hjalp lidt til, meen det var meget hårdt og tungt, så derfor var vores arbejde tempo ikke særlig stor. Flere gange mens vi var på vej kom to drenge bagfra og overhalede os, fordi vi var så langsomme! J. Særlig én dreng var jeg imponeret over. Gang på gang tog han en sæk på hovedet og bar den på den måde! Tænk at bærer så mange sække gødning med 50 kg. på hovedet! Måske er jeg heller ikke den bedste og stærkeste at sammenligne disse drenge med, men jeg var i hvert fald ret imponeret over deres arbejde!   
                                    

                                         
                               De fantastiske drenge arbejdede hårdt med at bære de 50 kg. sækkene med gødning, både på båre og på hovedet!  

For drengene gik tiden ellers med at så majs i markerne og for de 3 amerikaner med at mærke op med traktoren hvor der skulle sås.
Selvom vi var på en slags ferie, så havde vi bestemt at underviser pigerne alligevel. Den første dag blev det almindelig undervisning, hvor efter vi gik ned og badede i floden. Den næste dag, udnyttede vi så at vi var ved en flod – hvor der var mange små dyr! Helt oplagt til en emne dag med natur og teknikJ. Pigerne nød at lege rundt i floden, fange dyrene og se på dem gennem et forstørrelsesglas.

                     
                              Skole på farmen. Noget både lærer og elever var godt tilfreds med. :) 

Ude på farmen er der ikke så meget. Så det blev en primitiv tur, med telt, mad over blå og toilet i skoven. Susanne havde dog forberedt en del hjemmefra, så det meste mad skulle bare varmes over bål. Når der skulle bruges vand skulle det hente til floden. Mette og jeg snakkede flere gang om at vi næsten følte os som rigtig afrikaner som hentede vand i flod. J Selvom vi prøvede, kunne vi dog ikke gå med spandene på hovedet – det er tungt, og vi havde endda kun én spand! Ufatteligt at selv mindre børn går med flere fulde spande på hovedet!
Om aftenen da mørket faldt på, satte vi os omkring olielamperne og sange nogle lovsange. Justin havde taget sin guitar med, så det var bare kanon! Senere Larry holdet en lille andagt og derefter sad vi og snakkede. Det var rigtig hyggeligt!
En rigtig god tur. Sjovt at opleve lidt mere af primitivt livet. Selvom det kun var en overnatning, bliver man igen bekræftet i hvor heldig vi er at bo i et hus med toilet, vand lige ved huset og for det meste med strøm.                                                                                                                                                         

Bibelvers og dyr på baptist hospital

De sidste par uger har Mette og jeg brugt en del eftermiddage ude på et baptist hospital, for at hjælpe med at male. Der er et amerikansk missionær par, hvor manden arbejder som læge på hospitalet. For et stykke tid siden kom konen og spurgte om vi ville hjælp med at male nogle bibelvers og dyre billeder på nogle vægge derude.
Det er vildt fedt! Parret har før boet i Uganda, hvor deres datter tegnede og derefter malede nogle billeder på et hospital der. Det er nogle samme billeder vi bruger. Vi satte en projekter op med billederne på computeren, hvor vi så tegnede det af på væggen, med en blyant. Det tager tid, men det er fedt at se hvor meget farver gør i sådan et hvidt rum! Ind til videre er væggene blevet pyntet med en elefanter, fugle, får, geder, høns, en giraf og en ko. Snart begynder vi også at male alfabetet på en væg.J

                                                      Mette er ved at male de sidste detaljer på væggen med elefanterne
Dyrene maler vi i et rum til børn. Det er forskelligt fra dag til dag hvor mange børn der ligger derinde. Det har været fra 1 barn til 7 børn. Børnene er jo syge, så derfor kommer der sygeplejersker og giver dem medicin og andet. Det er ikke altid lige rart for børnene, så derfor skriger de! Det er lidt specielt at stå der og male, mens et barn skriger et virkelig inderligt skrig i baggrunden.
Mens vi står og maler, kommer der tit mange og kigger. Siger et eller andet til os, eller siger dyrenes lyde. I sær mødrene i rummet for børn er meget interesseret i dyrene. Mange snakker til os, og én dame har flere gange spurgt om vi ikke vil lærer hende hvordan man maler som vi gør.J

Som børnenes skrig, så oplever vi også lidt af hvad der foregår på hospitalet, mens vi står og maler. Den første dag vi malede, stod jeg i et herrer rum og malede et bibelvers. Pludselig kom en seng ind med en mand i, og omkring 6 mænd rundt om den. Manden i sengen skreg og råbet højt mens mændene omkring holdte ham. Det var igen en ret speciel oplevelse at hører en mand råbe sådan op efter sin mor. Efter et stykke tid, blev der stille og manden havde vidst fået noget bedøvende. Senere fik jeg at vide at manden havde fået malaria som var gået til hjernen, og det kan man blive ret skør af, så det var derfor han råbte sådan op.  
Vi er næsten færdige med én væk i rummet for børn, men der er stadig til mange timer endnu, så det kommer mange eftermiddage til at gå med det næste stykke tid. Allerede nu kan vi mærke at det skaber glæde, ved bl.a. at folk kommer hen og kigger. Flere gange har vi også oplevet nogle af mødrene sidde med deres syge børn, og siger dyrenes navne og lyde. Det er fedt at komme i kontakt og glæde nogle på den måde!

Én af mamaerne med sit syge barn. En rigtig flink dame, som snakkede meget til os - selvom vi ikke forstod meget! :)

Bog butikker

Her i Kigoma har Susanne og Just hjulpet nogle til at starte en bog butik op. For øjeblikket er der 2 bog butikker, men der er planer om flere i andre byer. Ideen med butikkerne er at de hver måned får en % del i løn, af indkomsten, og så samtidig ”får” de en % del til at købe sig i butikken. Det går godt med butikkerne, især den butik som blev startet op først! Hver måned bliver der solgt en masse, og konen som har butikken tjener over dobbelt så meget som hun gjorde før.
Det Just hjælper med, er at holde styr på økonomien, da det er noget de godt kan have svært ved. Mange købere kan godt finde på at sige at de ikke lige har penge til at betale med på det nuværende tidspunkt, og at de derfor kommer senere og betaler. Nogle kommer tilbage, men andre gør ikke. For en kvinde er det svært at sige nej, hvis en mand eller en højere stillet kommer og siger sådan, så derfor kan der på den måde gå mange penge tabt. Dette er f.eks. en ting som Just prøver at hjælpe hende med at forstå vigtigheden af. Mette og jeg hjælper med at tælle bøgerne op i butikkerne, og tjekker om det som er solgt fra butikken passer sammen med kvitteringerne.  I et stykke tid har Mette og jeg arbejdet på at få et nyt system ind i butikken. Det vil sige at det er Mette der står i spidsen for det og jeg hjælper til. J Der er faktisk en del ting som skal tænkes igennem og som skal passe sammen. Vi har givet hver bog i butikken et nummer og lavet en seddel, med nr., pris, navn og forlag, som står i bogen. Efter den del arbejde var det en glædes dag da vi for noget tid siden fik sat alle sedlerne i bøgerne i begge butikker. Nogle dag efter talte vi op i butikken og hvor det før kunne klares på halvdelen time talte vi nu op på 35 min. med det nye system. – det var for FEDT, vores nyes system virkede!J Derefter kom dog andre ting som skulle tænkes mere igennem, men nu ser det ud til at Mette og Just har regnet det ud – nogle kvikke hoveder!
Efterfølgende har vi talt op igen, og det har været nogle blandende oplevelser. Noget passede og andet gjorde ikke. Nogle gange kan det været ret frustrerende, hvis der ikke er ordentligt styr på det, eller hvis ejerne af butikken ikke helt har gjort som vi havde forventet, men efter hånden håber vi har det bliver bedre! I dag har vi dog været ude og tælle i den ene, og det gik rigtig godt, så det var bare dejligt! 

                                                     Bog butik ejeren, Mama Katale i den første opstartet bogbutik.
                                 

Den anden bogbutik som er på baptist hospitalet

Ungdomsgruppe med dukker

Hver lørdag formiddag har vi ungdomsgruppe.  Det er nærmest delt op i to ”afdelinger”. Susanne underviser nogle unge drenge og piger i bibelen og derefter om at formidle det videre til børn. Vi starter med at synge nogle engelske sange hvor Susanne spiller guitar til og derefter nogle swahili sange hvor en af de unge spiller tromme til mens vi andre klapper. – det er sjovt at lærer nogle swahili sange!J  Derefter beder vi, og så fortæller Susanne noget. Vi har gennemgået forskellige ting, fx nogle kapitler fra romerbrevet.  En gang læste vi også alle nogle bibelvers og derefter fortalt vi hver i sær om hvad det sagde til os.  Efter det er der tid til spørgsmål, og diskussion. De unge er rigtig gode til at spørge og være ærlige. Nogle har givet udtryk for at ungdomsgruppen er det sted hvor de tør være ærlige, og sætte spørgsmål til nogle ting. Det er fedt at det er sådan, og selvom der er ting vi ikke er enig om, er det fedt at de er ærlige! Efter en masse snak, deler vi vidnesbyrd og bede emner, hvor efter vi beder sammen. Efter selve undervisningen har vi ”afdeling” to hvor Susanne hjælper dem med at forberede undervisningen for børnene til om søndagen. Vi synger først nogle swahili børnesang, derefter viser Susanne sommetider en ny leg der kan leges med børnene og så snakker vi om hvad børnene skal hører om. Susanne har nogle swahili børnebibler som de unge låner med hjem for at forberede sig. De unge ”melder ” sig så på de forskellige opgaver som der er. Som regel skal der være 3 til at undervise, 1 til at stå for leg og 1 til at stå for sang, både i Simbo og her i Kigoma.
Det er forskellige hvor mange unge der kommer hver gang, det kan være mellem 7-15 stk. Det er også meget forskelligt hvornår de kommer. Nogle kommer fra starten af, og så kommer de ellers i løbet af tiden, nogle 2 timer for sent, men dejligt de kommer! Ofte bliver snakken ved i lang tid, så derfor tager det tit omkring 3 timer. Det er rigtig spændene at være med i ungdomsgruppen, men også udfordrende! Som skrevet er der ting vi ikke er helt enige om, og der får jeg sommetider testet mig temperament af.J

Mange af de unge fra ungdomsgruppen. Nogle herlige unge!

En lørdag havde vi besøg af nogle amerikaner som kom og fortalte. Der er et team på 4 som laver forskellige ting her i Kigoma, og de kom så en dag til ungdomsgruppen. Først viste de et dukke teater og derefter fortalte en af dem noget. Efter det fortalte de noget om hvordan man kan bruge dukker når man skal undervise børn, hvor efter de unge fik lov til at prøve dukkerne. Det var så sjovt at se de unge drenge med dukkerne. De er ikke van til dukker som os, så derfor sad de og snakkede og legede med dem. Det var ret underholdende og fedt at de var så begejstret for dem!  Om søndagen skulle vi så prøve dukkerne over for børnene. De 4 amerikaner delte sig. To tog med til søndagsskolen i Simbo og to blev her i Kigoma. De unge skulle først synge nogle sange for børnene med dukkerne og derefter skulle de 2 amerikaner og jeg vise et lille dukketeater for dem. Da dukkerne kom op bag tæppet brød børnene ud i skrig og begyndt at løbe væk. Det var ikke alle der gjorde det, men det skabte panik og mange af børnene blev bange. Børnene i Simbo er ikke van til dukker, tv og den slags som os, så derfor blev de meget bange for dukkerne. De troede de var levende.  Efter at have trøstet børnene, tog Susanne en dukke frem, viste og fortalte dem at dukkerne var ”døde” uden hånd inden i.
Det var en ret speciel oplevelse, og ikke lige noget jeg havde forestillet mig kunne ske, men alligevel forståeligt når børnene aldrig har set noget ligene. Efter at Susanne havde fortalt børnene om dukkerne, synes de det var rigtig sjovt, så derefter var det en rigtig god oplevelse. 

Så skulle der læres om dukke. Her står amerikaneren Stasy og hjælper de drengene