Tanker over månederne hernede

Den sidste måned nærmer sig af mit ophold hernede i Tanzania, og der begynder derfor at løbe mange tanker rundt i hovedet på mig. Tænk at der er gået over 9 måneder! For at være helt ærlig, forstår jeg det overhovedet ikke! Om en måned og en uge, sidder jeg hjemme omkring stuebordet hos mor og far igen, det er en snart, og så alligevel så uvirkeligt! Hvor har jeg oplevet meget, fået udfordringer, frustrationer, viden, glæder og en MASSE med i min bagage.
Efter 9 måneder er mange ting blevet rutine og hverdag for mig, og det har været fedt at opleve. Det at få etableret en hverdag, få lært folk og sted at kender, det har været utrolig dejligt. På samme måde som det har været fedt at opleve, har det også været med til at give flere frustrationer og tanker om nogle ting. At det bliver hverdag, - menneskerne, stedet og landet gør at man ser nogle ting, som man ikke ville have set på nogle få uger eller måneder.

For nylig gik jeg ned på marked for at handle ind. Da jeg gik der, blev jeg pludselig så glad. I starten synes jeg det var lidt svært at gå rundt på marked. Folk råber efter en, snakker og stirrer. Det var i starten rigtig svært at kreperer, for jeg forstod ikke en prik af hvad de sagde og de ville stadig ikke lade mig værre. Dog oplevede jeg også ofte, at folk ved butikkerne var venlige og villige til at hjælpe. Hurtig oplevede jeg at hvis jeg bare grinede over sprog- og kommunikationsproblemerne, så gik det fint. Men den dag blev jeg pludselig bare så glad, for bare det at gå på markedet er blevet så hverdagsagtig at jeg sjældent tænker på det mere. Nu ved jeg hvor jeg kan få mange ting og kan nogenlunde begå mig rundt med det swahili jeg nu kan. Mit swahili kan jeg dog ikke prale for meget af, men jeg klare mig fint og er godt tilfreds med det jeg kan, så det er vel det vigtigste.J
Rundt omkring kender jeg de forskellige personer i butikkerne, og det gør det også hyggeligt at gå rundt på marked. I går var jeg netop ned for at købe grønsager. Der står altid en masse mamaer rundt ved de forskellig boder og råber ”karibu” (velkommen). De kender os efterhånden ret godt og ved at Susanne har en datter der hedder Esther. Hun bliver derfor kaldt ”mama-Esther”, og det er gået videre til Mette og jeg. I går råbte flere ”Karibu mama-Esther” efter mig. Jeg fik dem så fortalt, at jeg altså ikke var mama-Esther, men en ven. Nej nej, det vidste de da godt men så var jeg ”lille mama-Esther”.J  På den måde er det fedt at lære folk at kende, og laver sjov med dem.

                                   
                                                Så skal der handles grønsager i boderne hos alle mamaerne!

Noget jeg synes det har været rigtig svært og som har givet en del frustrationer, er afrikanernes syn på tid og tillid. Ofte synes jeg vi har oplevet, f.eks. i vores ungdomsgruppe, at mange giver udtryk for at de gerne vil komme, og gerne vil lave mere, som drama, kor mm. Men gang på gang har vi oplevet at det bare er store ord uden handling. Kulturen er sådan at man hellere svare ”Ja” til at man kommer, og så ikke kommer, i stedet for at svare ærlig ”Ja” eller ”nej”. Hellere lyve end gøre dig skuffet ved at sige ”nej”. Åhr det har været svært nogle gange! Efterhånden har jeg lært ikke at fokusere på helheden, men på de enkelte personer der så går med strømmen! Dem har vi nemlig også mødt nogle af og det har givet så meget mod og opmuntring! Det er utroligt hvor meget små handlinger eller ord fra folk, kan gøre mig så glad, fordi de gør mod strømmen. F.eks. bare en dag som i søndags, hvor vi har søndagsskole hver eftermiddag. De unge melder sig lørdag til at tage af sted og så mødes vi søndag og kører derud sammen. I søndags om formiddagen kom så en af drengene, Prosper, som skulle undervise i Simbo den dag, og fortalte at han ikke kunne komme alligevl. Han havde fået øjenbetændelser og ville derfor ikke smitte børnene i Simbo.  At komme og fortælle at man ikke kan komme, er ikke en selvfølge! (og så havde han oven i købet gået 7 km. for det).  Når, det så sker, kan man ikke andet end blive glad! Jeg kan heller ikke andet en blive fyldt af respekt til sådan en dreng som Prosper, da han virkelig er en der går mod strømmen med hele sit liv! Det har været og er en fantastisk oplevelse og et stort vidnesbyrd for mig!

                                         
                     Prosper, en fantastisk dreng som har givet mange opmundtringer ved at gå i mod strømmen!Disse ting er dog kun små udpluk af mine tanker over min tid hernede. Der så mange ting som egentligt er svære at forklare og som vil være svær at forstå, fordi det bare er så anderledes til det jeg/vi er van til.
Når jeg tænker på at jeg i starten faktisk havde tænkt jeg kun skulle være her til slutningen af december, bliver jeg taknemlig for at det ikke blev sådan! At opholdet så igen blev forlænget fra starten af maj til slutningen af juni er jeg også rigtig glad for! Det har dog alligevel til tider været svært. – ”var det virkelig rigtig at forlænge til juni”, ”skulle jeg være taget hjem” og en masse ”hvis’ser” har dukket op, men jeg kan alligevel mærke helt inde at det ER det rigtige! Jeg er rigtig glad for at få lov at blive her i de 10 måneder! Jeg tror på at lige præcis dét er Guds plan. Jeg GLÆDER mig til at komme hjem, ingen tvivl om det, men hvor er der også mange fantastisk ting hernede! Når savnet går hjemad, bliver jeg også fyldt at taknemlighed over at jeg har så mange at savne og som jeg glæder mig til at se igen, det er faktisk fedt at få øjnene op for!
I Kristihimmelfars ferien tog vi nogle dage ud og sov på stranden i telt. Om morgnerne stod jeg op og hoppede i vandet. Sad på klipperne og så ud over vandet over mod bjergene i Congo. – et FANTASTISK syn! Igen blev jeg fyldt med stor taknemlig over at jeg virkelig får lov at være herned! Derfor gør jeg, trods glæden til at komme hjem, alt for at nyde den sidste tid hernede.