Julen kom også til Tanzania

Først vil jeg ønske alle en GLÆDELIG JUL, med ønsket om en fortsat fantastisk jule tid!
Det kommer sikkert ikke bag på nogen, men her i Kigoma har julen også stået for døren, og hvor er det fantastisk at budskabet om ”at en frelser er født”, er lige så stort om man er i kolde Danmark eller varme Afrika! 
Juletiden er en tid jeg altid har nydt rigtig meget, og i år har jeg fået lov til at opleve juletiden på en anden måde. Jeg må indrømme at det har været svært at få den samme julestemning frem som jeg plejer at have, men vi har i hvert fald prøvet at lave noget stemning. Jeg har fået øjnene op for hvor meget omgivelserne og vejret påvirker min julestemning. Mens gader og butikker er fyldt med jule- ting og musik i Danmark, har jeg hernede kun hørt én julesang i ny er næ, fra marked. (altid den samme sangJ). Noget jeg dog blev forbløffet over var, at der de sidste dage op til jul kunne købes plastisk juletræer på marked! De var dog ikke særlig kønne, meget tynde med få grene, (absolut nogle vi i min familie ville gå langt uden om hvis de stod mellem en masse juletræer, der skulle fældes) men man må da sige at nogle har gjort noget for at vi hvide kan få vores juletræ til julJ. Susanne og Just havde dog et flot lille juletræ på en halv meter, som vi brugte.

                                                             Det lille jule træ på en ½ meter :)
December måned blev en tid der kom ret pludselig, uden jeg havde rigtig forstået at det snart var jul. Vi pyntede op, bagte julekager, åbnede hjemmelavet julekalender og så julekalender. Susanne og Just har forskellig julekalender som pigerne vælger i mellem at se hvert år. Og dette benyttede Mette og jeg os af. Om aftenen sad vi i nattøj, med stearinlys på bordet og så ”jul på slottet” – der sneg julestemning sig ret godt ind!
Det blev dog heller ikke en december uden Lucia optog! D. 13. december, fik Mette og jeg de 3 piger til at gå Lucia optog for Susanne, Just og Peter (en af deres venner fra Danmark, som var på besøg i julen). Det så ret sødt ud med de 3 lyshåret piger i hvide kjoler!J

                                                              Lucia optog kom også til Tanzania!
D. 21. december fik vi ”juleferie”. Det var den sidste skole dag inden jul, og om aftenen kørte vi ud på stranden, hvor vi tilbragte resten af jule ude.
Det var så fedt at holde juleferie på stranden! Tiden blev brugt på en masse afslapning, læsning og ikke mindst badning! Tiden fløj af sted!
D. 24. gjorde vi klar til en lækker julefrokost, og her havde Peter lækkerier med hjemmefra. Utroligt hvor fantastisk rugbrød, makrel og torskerogn kan være! En virkelig lækker frokost!
Julemiddagen blev også meget dansk, da Susanne havde fået fadt i en flæskesteg!! J Med NYE kartofler (ja hvor mange får lige nye kartofler til jul?), flæskesteg og brun sovs, spise vi en lækker julemiddag.   – men her sluttede det ikke. Dagene optil havde vi gemt fløden som ligger på toppen af vores mælk, så på den måde kunne vi også lave risalamande- skønt!
Derefter gik vi rundt om vores ½ meter høje juletræ, sang julesange og pakkede gaver op. Flere havde sendt julegaver herned, så det var bare for fedt!J Alt i alt var det virkelig god aften!!
Dog alligevel, trods alle de danske jule traditioner, havde jeg alligevel svært ved at forstå at det virkelig var den 24. dec. På en måde føltes det stadig ikke helt ”rigtigt” jul, men sådan vil det måske altid være lige meget hvor meget julestemning vi prøvede at få frem. J Men en god aften, det var det i hvert fald!!

                                                    Glædelig jul til alle!
D. 25. dec. Er afrikanernes jul. Den måde mange fejre jule på, er at gå i kirke i MANGE timer. Vi havde også besluttet at gå til en gudstjeneste, for at se hvordan det foregik, og det var noget af en fest! Korene som ellers plejer at fyrer den af, dansede og sang endnu mere, i deres ens tøj. Kirken var pyntet op med banneret hvor der stod ”Merry Christmas and Happy New Year”, og alle folk i kirken havde flot tøj på.  Kirken var fuld, så derfor stod vi udenfor, og på grund af de mange timer, gik vi også hjem før tid. Det var en meget anderledes julegudstjeneste end Danmark, og jeg kunne ikke helt lade værre med at savne den hyggelige julegudstjeneste hjemme, men alligevel var det spændende at opleve hvordan de fejrede det.
 
I dag er vi så lige kommet hjem fra stranden, efter nogle virkelig skønne dage! Tænk at kunne gå rundt i sommertøj og bade i sin juleferie!
Det har været en meget anderledes juletid, hvor jeg virkelig er blevet taknemlig for de danske jule traditioner. På sammen måde har jeg også oplevet juletiden på en helt anden måde. Jeg er blevet mindet på, hvad det egentligt er julen handler om. At det ikke er en masse julegøjl og traditioner det handler om, men om at Gud, gennem Jesus fysisk kom til jorden julenat, for senere at vise os sin store kærlighed gennem ham! Det er et budskab der er værd at fejre hvert år, hvor end man er i verden!

Mudder, ugarli, drama og sygdom

I sidste uge var Mette og jeg sammen med Thea, Esther, Anna og to nabobørn (Gasper og Jackie, som pigerne leger meget med) med Just ude på farmen. I 2 uger havde Just haft 10-12 unge fra ungdomsgruppen med ude for at arbejde. De sov derude i telte og lavede mad sammen. Just havde fortalt hvor fedt et fællesskab de unge havde sammen derude. I forhold til de mamaer som tidligere har hjulpet, havde disse drenge et helt andet fællesskab. Det oplevede vi også hurtigt da vi kom derud. Drengene hjalp hinanden, lavede sjov og hyggede sig rigtigt!
Ligesom vi var kommet ud til farmen, begyndte det at regne. Lidt efter lidt kom drengede løbende fra marken. Ude på farmen er der ikke mange steder at søge i ly, så efter kort tid sad vi 20 mand inden under en lille hytte, drak te og spise chapati (pandekager). Derefter sange vi nogle sange og Just holdte så en andagt. Det var så fedt at sidder og lytte til drengenes sang! Det er nærmest sådan her i Tanzania, at lige meget om du synger rent eller ikke, så synger du bare til! Alene kan det til tider lyde ret sjovt, men sammen med 10 andre lyder det virkelig godt!
Da det var holdt op med at regne igen, var der dømt mudder sopning! J Sammen med børnene smed vi hurtigt skoene og joggede rundt i mudderet. Det er altså bare en helt fantastisk følelse! Der gik dog heller ikke lang tid før nogle af drengede kom og legede med. De begyndt at lave en glide bane. Som når vi prøver at skøjte/glide på isen i Danmark, sådan gled drengede nu hen af mudderet. – det var ret sjovt!

Leg i mudderet! Her, Nahum der skøjter hen af mudderet.

Her kan man også falde, det erfarede Elias! :)
Efter at have hjulpet lidt i marken var det middagsmad. Her skulle vi for første gang smage ugali, som er majsmel og vand blandet sammen - ligner lidt dej eller moddeler voks. Alle tanzanianer spiser ugali og vi har hørt rigtig meget om det. (måske mærkelig at vi ikke har smagt det noget før, men husk vi bor hos en dansk familieJ). Det foregik sådan at der stod en fælles skål ugali på bordet og ved siden af, en skål med noget kål som vi kunne dyppe ugalien i. Så var det bare at gå i gang – med fingrene. Her skulle man lige huske at bruge højre hånd, for venstre er jo toilethånden! Nogle gang blev jeg lige nød til at få lidt hjælp fra min venstre hånd, så maden ikke faldt ned, det kunne drengene godt se det sjove iJ. Maden smagte helt fint så der var ingen klager der.
 

                                                          Så skal der bestilles lidt :)

                                                     Så var middagen serveret. -  husk højre hånd! :)
Efter middag havde vi aftalt at øve noget drama sammen med nogle af drengene, som de skulle vise i en kirke søndagen efter.  Mette og jeg havde fundet et dramastykke på nettet, ”Good O Meter”, som handler om at det ikke alle de ting vi gør her i livet, der tæller i himmelen, men vores forhold til Jesus og Guds store nåde, der er det afgørende. Drengede var vildt gode til at spille drama, faktisk hjalp vi dem ikke ret meget. De var rigtig gode til at improviserer og har en utrolig frimodighed til bare spille!
Søndag var så dagen hvor de skulle vise det i kirken. Desværre blev jeg syg, og kom derfor ikke med, men har fået fortalt at det gik rigtig godt! (læs evt. om det på Mettes blogJ)

                           Så blev det drame tid. Som man kan se på billedet, gik drengene op i det. - de var bare gode!

SYGDOM

Det med sygdommen har desværre plaget mig i noget tid, og hvor bliver jeg taknemlig for de danske læger!
I en måneds tid bøvlede jeg med maven. Her i Kigoma har vi én amerikansk læge, og han er kanon god! Uheldigt nok har han været en del væk på det sidste. Mange af lægerne som er hernede har faktisk ikke så høj en uddannelse som man måske skulle tro. De kan godt finde på at fortælle hvad man fejler, uden helt rigtig at vide det. Jeg blev dog tjekket, og fandt ud af at jeg havde amøber.(noget mave infektion af en eller anden art). Amøberne gjorde at jeg havde meget mavekramper, især efter jeg spiste. I løbet af en dag kom og gik det, så det var ikke sådan at jeg lå i sengen hele tiden.
På hospitalet fik jeg noget medicin som jeg skulle tage i 3 dage, men efter at have snakket med Steen, en dansk læge i Sikonge, blev vi klar over at det absolut ikke var lang nok tid, og at jeg skulle have noget andet medicin. Mavekrampen gik væk og det hjalp. Dog forsvandt det ikke helt, og kom pludselig igen, sådan gik i lang tid. Efter at have taget forskellig medicin, sagde den amerikanske læge at jeg skulle tage en ormekur. Det hjalp! Efter næsten en måned, nød jeg virkelig at kunne spise rigtig (og meget) uden kvalmefornemmelse eller mavekramper. J

Desværre skulle jeg ikke slippe så ”let”. Få dage efter fik jeg en aften pludselig meget ondt i mit underliv, og om natten sov jeg rigtig dårligt pga. smerter. Den amerikanske læge var desværre lige rejst fra Kigoma, så derfor ringede vi igen til Steen. Han sagde at det kunne være urin-infektion eller blindtarms betændelse. Vi fik fat på noget medicin for urin-infektion og håbede det hjalp. Tankerne om at det kunne være blindtarmsbetændelse var dog stadig i baghovedet. De afrikanske læger som kunne være gode nok her i Kigoma, var desværre ikke til stede, så vi overvejede om vi skulle kører til en anden by hvor der var nogle andre gode læger.
Vi besluttede dog alligevel at tage hen på en klinik i Kigoma. Dejligt nok var det søndag så derfor var der ikke ventetid, som ellers kan være ret lang. Vi snakkede med en læge, og først da Susanne forslog, at han jo kunne mærke på min mave, om han troede det var blindtarms betændelse, gjorde han det. Heldigvis sagde han tydeligt at det ikke var blindtarms betændelse, hvilket jeg ville give ham ret i, da det faktisk ikke gjorde helt så ondt mere når han trykkede. – det lettede!
Efter tjek for malaria (som det heller ikke var) og mere snak foreslog han noget medicin. På en måde virkede det dog mest som et gæt, eller i hvert fald noget vi ikke helt vidst om vi kunne stole på. Derfor besluttede vi, at jeg fortsat skulle tage den medicin som Steen foreslog for urin-infektion. Her 3 dage efter, går det meget bedre! Pillerne virker bareJ.

En anderledes periode, hvor jeg har fået lov til at opleve bare lidt af det afrikanske sygesystem. Det har været en periode med frustrationer, men helt klart også en periode med taknemlighed. Taknemlighed over de mennesker jeg er iblandt, for Steen, for den amerikanske læge og taknemlighed til Gud! Det er ikke for, at det har været noget sådan alvorligt, jeg har fejlet, men når man ikke engang kan få helt af vide, hvad man fejler og får forkert medicin, så kan man godt tænke: ”hvor fører det her hen?”. Der giver det tryghed at ligge det over til Gud og vide at, selvom ingen andre har styr på det, så har HAN!
Måske kan vi finde nogle ting i vores danske sygesystem, som vi ikke er tilfreds med, men hvor er der dog alligevel mange gode ting i det, som nemmest går os forbi! Hvor er vi heldige i Danmark, at vi kan tale med fagfolk, som faktisk ved hvad de snakker om. Det er noget jég er blevet mindet meget om i denne periode!