Safari tid!

Efter missionærkonference kørte vi et ”smut” forbi Katarvi hvor vi tog på safari. Det var bare SÅ fedt!! Vi boede næsten med flodheste i baghaven. De lå i en flod 200-300 meter fra vores hus. Det var vildt at komme så tæt på dem! J På et tidspunkt gik vi ned for at tage billeder af dem. Pludselig stod en flodhest oppe på bredden ikke så langt fra os. Vi bakkede langsomt væk. Bagefter fik vi dog af vide at hvis vi ikke kastede sten eller noget efter den, ville den ikke gøre os noget. Dog var vi stadig lidt på vagt over for den, de er ikke til at spøge med de flodheste! Om natten kunne vi ligge og høre på deres brøl. Lidt uhyggeligt, og jeg må indrømme at jeg sommetider lå med store ører fordi vi havde fået at vide at de om natten godt kunne finde på at gå rundt omkring vores huse!

En masse flodheste i vandet neden for hvor vi boede!

Efter en natssøvn kørte vi rundt i vores bil og så en masse dyr! Det var bare for fedt! Det er så anderledes at se dyrene i deres rigtig omgivelser og nogle meget tæt på! Her blev jeg bare endnu engang mindet om hvor fantastisk kreativ Gud virkelig er!! J Vi så giraffer, zebra, gazeller, antiloper, elefanter, bøfler, krokodiller, fugle og aber. På et tidspunkt kom vi ret tæt på en elefant, stoppede og tog billeder af den. Den virkede dog ikke til at være helt tryg ved situationen, da den pludselig tog det ene forben op, som om den overvejede om den skulle angribe eller ej. Bagefter vendte den om for at gå mod dens flok. Det virkede så som om den gik hen til flokken og sagde at nu skulle de alle flygte, for efter begyndt de alle al løbe ind i skoven – væk fra os. Det var lidt spøjst.
Det var også rigtig fedt at se en rigtig savanne, men mange dyr på! Det er altså bare noget helt andet end i zoo!!J

"Skal jeg angribe eller ej..."

Missionærkonference

For lidt over en uge siden kom vi hjem fra missionærkonference i Sikonge. Sammen med missionæren Knud, 6 volontør fra Kipili, 3 volontør fra Sumbawanga og BDM’s generalsekretær Erik Baun, opholdte vi os hos missionærparret Lisbeth og Steen. 7 af de andre volontør var dem vi havde rejst med til Tanzania for godt 6 uger siden, så derfor var det rigtig dejligt at se dem igen! Der blev snakket en masse, og det var spændende at hører om de andre volontørs oplevelser og hverdag. I Sikonge fik vi også et lille indblik i hvad Steen går og laver. Steen er læge på et hospital for spedalske og er derfor også flere gange i ugen ude i en lille by som er et slags plejehjem for spedalske.  I stedet for at de spedalske bor i et hus samlet som i Danmark, bor de to og to sammen i små huse. En dag var vi med Steen derude, hvor han fortalte en masse om spedalskhed og om hvordan menneskerne i byen lever. Det var rigtig spændende at høre og især meget spændende at se byen og hilse på nogle af de spedalske der bor der. Hurtigt efter vi kom og steg ud af bilen, begyndte de spedalske nysgerrigt at komme frem fra deres huse. Mange kom med protese ben, krummet fødder eller fingre, manglende hænder, dårlig øjne eller andet. Det var en lidt skræmmende og speciel oplevelse at se hvordan disse mennesker havde det, men samtidig dejligt at mærke at de stadig havde lidt livsglæde og humor. Noget der overraskede mig, var deres glæde over at blive taget billede af. Hvis det var mig, ville jeg måske ikke været så positiv over at fremmede kom og tog billeder af mig, men disse mennesker nød det helt tror jeg. De blev især glade hvis de fik lov til at se billedet efter det var blevet taget.

En af de spedalske i byen

Om søndagen tog vi alle i kirke, hvor vi volontør ”optrådte” med en sang. – ”Thank you Lord, for loving med the way that you do”. Det var ret sjovt at synge for dem og vi fik da også deres måde at ”klappe” på. For at vise noget at godt, ruller de med tungen mens de laver en lyd. Det lyder ret sjovt!

Desserten kom med hjem

Før vi kom til Tanzania, havde vi hørt at man ikke kunne få is Tanzania. Heldigvis har vi fundet ud af at det ikke passe – i Kigoma er der is!J
En aften havde vi besøg af et afrikansk par og et norsk missionær par. De kom til aftensmad, og vi havde lige nøjagtig plads til os alle rundt om spisebordet. Vi fik noget dejligt mad, med en masse dejlig frugt!J Til dessert havde Just købt nogle isvafler som især børnene glædede sig til at få. Han kom med en pose isvafler og viste dem til den afrikanske kone for at hun skulle tage én. Dette forstod hun dog ikke, så i stedet tog hun hele posen. Just ville ikke gøre hende forlegen ved at sige at hun bare skulle tage en, så han lod som ingenting. Da han kom ud i køkkenet og fortalte det til os andre, var vi flade af grin! Stakkels kone, nu sad hun der med en hel pose, uden rigtig at vide hvad der var i den. Børnene var dog ikke lige for glade, for så var der ikke flere is. Der gik dog ikke længe før parret tog hjem, og så kørte Just ud for at købe nogle nye isvafler, hvilket skabte stor glæde i huset. Vi håber og tror at parret har en fryser hjemme, ellers ville de i hvert fald skulle spise mange is den aften! J Det kunne have været ret sjovt at vide hvad konen havde tænkt da Just kom med pose, hun må have været lidt forvirret over at han kom en hel pose is.
En lille sjov historie om hvor forskellige vores kultur kan være! Man skal passe på med hvad man tager som en selvfølgeJ

En tur på farmen

Just er godt i gang med at arbejde på landbrugsprojektet. I samarbejde med BDM og nogle andre, vil han prøve at starte en landbrugsskole op. Han har flere dage været ud på ”farmen” for at gør klar til at nogle marker kan blive sået. Sammen med en dreng fra ungdomsgruppen og nogle andre er han godt i gang på de 16 hektar der først skal sås på. Da de begyndte på stykket var der mange træer, nu er de alle jævnet med jorden og skal nu ”bare” samles og brændes.
En dag holdte vi fri fra skolen og tog sammen med de 3 piger og 2 nabobørn med ham derud. Vi kørte ved 8 tiden om morgenen og var der ca. halvanden time efter. Det første stykke tid tog vi med ud på marken for at hjælpe med at samle og brænde grene. Jeg vil indrømme at det så lidt håbløst ud, og svært lige at se hvor man skulle begynde, da 16 hektar med fældet træer og buske er ret stort! Vi kom dog alle i gang og jeg synes faktisk det var dejligt at komme ud og lave noget ”rigtig” arbejde! Jeg nyder nogle gange at komme ud og lave noget som man bare kan rive og tage fat i, så jeg nød at arbejde lidt på farmen!J Solen skinnede højt på himmelen og derfor havde vi selvfølgelig alle solcreme på - faktisk blev jeg for første gang lidt brun! Heldigvis var det ikke så varmt da der var en del vind, så det var dejligt.
Børnene hjalp også til, men nød det vidst ikke helt så meget som jeg. Efter ca. halvanden time var de ved at være ret trætte af det, så derfor gik Mette og jeg tilbage med dem for at gøre klar til at lave snobrød. Just kom lidt senere og vi fandt et sted med lidt vand hvor vi lavede bål og badede.

      Området som engang skal blive til sået marker         

                                                                                                              Mette og Esther hygger ved vandet

Det var rigtig hyggeligt og et dejligt sted vi sad. Just gik ud i marken igen for at arbejde videre, mens vi andre blev og nød det gode sted. Børnene opdagede pludselig haletudser i vandet, og derfor vendte deres tanker om at komme hjem pludseligt til noget helt andet. De fangede næsten en hel koloni, som de tog med hjemJ. Ved 15 tiden vendte vi hjemad. Selvom vi ikke havde arbejdet så meget var vi godt trætte og sorte af støv.
Just har snakket en del om farmen, så derfor var det rigtig fedt at få set stedet og set hvad de laver derude. En god dag, hvor vi fik et lille indblik i hvordan det er at arbejde udenfor i Tanzania.

Dala dala

I Danmark hedder de bybusser, i Tanzania hedder de dala dala. For at komme til centrum eller andre steder i byen er det nemt at tage en dala dala - og det er en oplevelse!
En dag fik Mette overtalt mig til at tage med en. Vi havde ikke været med en før, kun fået fortalt om dem, men besluttede og for at nu skulle vi prøve. Vores første tur nogensinde! For enden af vores vej, ca. 100 meter nede er der en holdeplads for dala dalaer og taxier, så det er nemt lige at hoppe på en. Det koster kun 300 shilling, som svarer til ca. 1 kr., så det er meget billigt. Når man nærmer sig en dala dala, kan man være sikker på at konstruktøren råber efter en, om man ikke vil med. – de er meget ivrige! 
Det der er meget specielt ved dala dala, er at der kan være MEGET proppet, og der er ALTID er plads til flere!
På vores vej til centrum, var der god plads og vi sad på hvert sit sæde, men på vej hjem var der proppet! Vi overvejede om der var plads til os, men jo jo, vi kunne sagtens være der!
Efter denne dag har vi flere gang hoppet på en, og det er stadig en oplevelse! Hver gang jeg tænker, ”nu kan der altså ikke være flere”, så bliver der lige proppet et par stykker mere ind. I en bus hvor der var omkring 15 sæder, var vi omkring 30 personer i en dag! - det var TÆT og varmt! Jeg kunne bare ikke lade værre med at sidde at grine, da jeg ikke normalt kommer i så nærkontakt med nogle jeg ikke kender! Nogle af de lokale fandt det vidst også sjovt at en hvid sad der og grine sådan, så de smilede venligt tilbageJ
Når det er så tæt, kan det også nogle gange være svært at se hvor man skal af. En dag sad Mette og jeg i hver sin ende af dala dalaen. Jeg opdagede stedet vi skulle af, og prøvede derfor at råbe til Mette at det var nu. Selvom en dala dala ikke er særlig stor, hørt eller så hun mig overhovedet ikke pga. alle de mennesker. Heldigvis havde hun selv opdaget at det var der, så hun kom dog af.
Med så mange mennesker giver det selvfølgelige en del vægt, så når man kigger på bilerne udefra, kan man se at der ikke er langt bussens bund og til jorden!J