I Danmark hedder de bybusser, i Tanzania hedder de dala dala. For at komme til centrum eller andre steder i byen er det nemt at tage en dala dala - og det er en oplevelse!
En dag fik Mette overtalt mig til at tage med en. Vi havde ikke været med en før, kun fået fortalt om dem, men besluttede og for at nu skulle vi prøve. Vores første tur nogensinde! For enden af vores vej, ca. 100 meter nede er der en holdeplads for dala dalaer og taxier, så det er nemt lige at hoppe på en. Det koster kun 300 shilling, som svarer til ca. 1 kr., så det er meget billigt. Når man nærmer sig en dala dala, kan man være sikker på at konstruktøren råber efter en, om man ikke vil med. – de er meget ivrige!
Det der er meget specielt ved dala dala, er at der kan være MEGET proppet, og der er ALTID er plads til flere!
På vores vej til centrum, var der god plads og vi sad på hvert sit sæde, men på vej hjem var der proppet! Vi overvejede om der var plads til os, men jo jo, vi kunne sagtens være der!
Efter denne dag har vi flere gang hoppet på en, og det er stadig en oplevelse! Hver gang jeg tænker, ”nu kan der altså ikke være flere”, så bliver der lige proppet et par stykker mere ind. I en bus hvor der var omkring 15 sæder, var vi omkring 30 personer i en dag! - det var TÆT og varmt! Jeg kunne bare ikke lade værre med at sidde at grine, da jeg ikke normalt kommer i så nærkontakt med nogle jeg ikke kender! Nogle af de lokale fandt det vidst også sjovt at en hvid sad der og grine sådan, så de smilede venligt tilbageJ
Når det er så tæt, kan det også nogle gange være svært at se hvor man skal af. En dag sad Mette og jeg i hver sin ende af dala dalaen. Jeg opdagede stedet vi skulle af, og prøvede derfor at råbe til Mette at det var nu. Selvom en dala dala ikke er særlig stor, hørt eller så hun mig overhovedet ikke pga. alle de mennesker. Heldigvis havde hun selv opdaget at det var der, så hun kom dog af.
Med så mange mennesker giver det selvfølgelige en del vægt, så når man kigger på bilerne udefra, kan man se at der ikke er langt bussens bund og til jorden!J
En dag fik Mette overtalt mig til at tage med en. Vi havde ikke været med en før, kun fået fortalt om dem, men besluttede og for at nu skulle vi prøve. Vores første tur nogensinde! For enden af vores vej, ca. 100 meter nede er der en holdeplads for dala dalaer og taxier, så det er nemt lige at hoppe på en. Det koster kun 300 shilling, som svarer til ca. 1 kr., så det er meget billigt. Når man nærmer sig en dala dala, kan man være sikker på at konstruktøren råber efter en, om man ikke vil med. – de er meget ivrige!
Det der er meget specielt ved dala dala, er at der kan være MEGET proppet, og der er ALTID er plads til flere!
På vores vej til centrum, var der god plads og vi sad på hvert sit sæde, men på vej hjem var der proppet! Vi overvejede om der var plads til os, men jo jo, vi kunne sagtens være der!
Efter denne dag har vi flere gang hoppet på en, og det er stadig en oplevelse! Hver gang jeg tænker, ”nu kan der altså ikke være flere”, så bliver der lige proppet et par stykker mere ind. I en bus hvor der var omkring 15 sæder, var vi omkring 30 personer i en dag! - det var TÆT og varmt! Jeg kunne bare ikke lade værre med at sidde at grine, da jeg ikke normalt kommer i så nærkontakt med nogle jeg ikke kender! Nogle af de lokale fandt det vidst også sjovt at en hvid sad der og grine sådan, så de smilede venligt tilbageJ
Når det er så tæt, kan det også nogle gange være svært at se hvor man skal af. En dag sad Mette og jeg i hver sin ende af dala dalaen. Jeg opdagede stedet vi skulle af, og prøvede derfor at råbe til Mette at det var nu. Selvom en dala dala ikke er særlig stor, hørt eller så hun mig overhovedet ikke pga. alle de mennesker. Heldigvis havde hun selv opdaget at det var der, så hun kom dog af.
Med så mange mennesker giver det selvfølgelige en del vægt, så når man kigger på bilerne udefra, kan man se at der ikke er langt bussens bund og til jorden!J
Ingen kommentarer:
Send en kommentar