Ligesom vi var kommet ud til farmen, begyndte det at regne. Lidt efter lidt kom drengede løbende fra marken. Ude på farmen er der ikke mange steder at søge i ly, så efter kort tid sad vi 20 mand inden under en lille hytte, drak te og spise chapati (pandekager). Derefter sange vi nogle sange og Just holdte så en andagt. Det var så fedt at sidder og lytte til drengenes sang! Det er nærmest sådan her i Tanzania, at lige meget om du synger rent eller ikke, så synger du bare til! Alene kan det til tider lyde ret sjovt, men sammen med 10 andre lyder det virkelig godt!
Da det var holdt op med at regne igen, var der dømt mudder sopning! J Sammen med børnene smed vi hurtigt skoene og joggede rundt i mudderet. Det er altså bare en helt fantastisk følelse! Der gik dog heller ikke lang tid før nogle af drengede kom og legede med. De begyndt at lave en glide bane. Som når vi prøver at skøjte/glide på isen i Danmark, sådan gled drengede nu hen af mudderet. – det var ret sjovt!
Leg i mudderet! Her, Nahum der skøjter hen af mudderet.
Her kan man også falde, det erfarede Elias! :)
Efter at have hjulpet lidt i marken var det middagsmad. Her skulle vi for første gang smage ugali, som er majsmel og vand blandet sammen - ligner lidt dej eller moddeler voks. Alle tanzanianer spiser ugali og vi har hørt rigtig meget om det. (måske mærkelig at vi ikke har smagt det noget før, men husk vi bor hos en dansk familieJ). Det foregik sådan at der stod en fælles skål ugali på bordet og ved siden af, en skål med noget kål som vi kunne dyppe ugalien i. Så var det bare at gå i gang – med fingrene. Her skulle man lige huske at bruge højre hånd, for venstre er jo toilethånden! Nogle gang blev jeg lige nød til at få lidt hjælp fra min venstre hånd, så maden ikke faldt ned, det kunne drengene godt se det sjove iJ. Maden smagte helt fint så der var ingen klager der.
Efter at have hjulpet lidt i marken var det middagsmad. Her skulle vi for første gang smage ugali, som er majsmel og vand blandet sammen - ligner lidt dej eller moddeler voks. Alle tanzanianer spiser ugali og vi har hørt rigtig meget om det. (måske mærkelig at vi ikke har smagt det noget før, men husk vi bor hos en dansk familieJ). Det foregik sådan at der stod en fælles skål ugali på bordet og ved siden af, en skål med noget kål som vi kunne dyppe ugalien i. Så var det bare at gå i gang – med fingrene. Her skulle man lige huske at bruge højre hånd, for venstre er jo toilethånden! Nogle gang blev jeg lige nød til at få lidt hjælp fra min venstre hånd, så maden ikke faldt ned, det kunne drengene godt se det sjove iJ. Maden smagte helt fint så der var ingen klager der.
Så skal der bestilles lidt :)
Så var middagen serveret. - husk højre hånd! :)
Efter middag havde vi aftalt at øve noget drama sammen med nogle af drengene, som de skulle vise i en kirke søndagen efter. Mette og jeg havde fundet et dramastykke på nettet, ”Good O Meter”, som handler om at det ikke alle de ting vi gør her i livet, der tæller i himmelen, men vores forhold til Jesus og Guds store nåde, der er det afgørende. Drengede var vildt gode til at spille drama, faktisk hjalp vi dem ikke ret meget. De var rigtig gode til at improviserer og har en utrolig frimodighed til bare spille!
Søndag var så dagen hvor de skulle vise det i kirken. Desværre blev jeg syg, og kom derfor ikke med, men har fået fortalt at det gik rigtig godt! (læs evt. om det på Mettes blogJ)
Efter middag havde vi aftalt at øve noget drama sammen med nogle af drengene, som de skulle vise i en kirke søndagen efter. Mette og jeg havde fundet et dramastykke på nettet, ”Good O Meter”, som handler om at det ikke alle de ting vi gør her i livet, der tæller i himmelen, men vores forhold til Jesus og Guds store nåde, der er det afgørende. Drengede var vildt gode til at spille drama, faktisk hjalp vi dem ikke ret meget. De var rigtig gode til at improviserer og har en utrolig frimodighed til bare spille!
Søndag var så dagen hvor de skulle vise det i kirken. Desværre blev jeg syg, og kom derfor ikke med, men har fået fortalt at det gik rigtig godt! (læs evt. om det på Mettes blogJ)
SYGDOM
Det med sygdommen har desværre plaget mig i noget tid, og hvor bliver jeg taknemlig for de danske læger!
I en måneds tid bøvlede jeg med maven. Her i Kigoma har vi én amerikansk læge, og han er kanon god! Uheldigt nok har han været en del væk på det sidste. Mange af lægerne som er hernede har faktisk ikke så høj en uddannelse som man måske skulle tro. De kan godt finde på at fortælle hvad man fejler, uden helt rigtig at vide det. Jeg blev dog tjekket, og fandt ud af at jeg havde amøber.(noget mave infektion af en eller anden art). Amøberne gjorde at jeg havde meget mavekramper, især efter jeg spiste. I løbet af en dag kom og gik det, så det var ikke sådan at jeg lå i sengen hele tiden.
På hospitalet fik jeg noget medicin som jeg skulle tage i 3 dage, men efter at have snakket med Steen, en dansk læge i Sikonge, blev vi klar over at det absolut ikke var lang nok tid, og at jeg skulle have noget andet medicin. Mavekrampen gik væk og det hjalp. Dog forsvandt det ikke helt, og kom pludselig igen, sådan gik i lang tid. Efter at have taget forskellig medicin, sagde den amerikanske læge at jeg skulle tage en ormekur. Det hjalp! Efter næsten en måned, nød jeg virkelig at kunne spise rigtig (og meget) uden kvalmefornemmelse eller mavekramper. J
Desværre skulle jeg ikke slippe så ”let”. Få dage efter fik jeg en aften pludselig meget ondt i mit underliv, og om natten sov jeg rigtig dårligt pga. smerter. Den amerikanske læge var desværre lige rejst fra Kigoma, så derfor ringede vi igen til Steen. Han sagde at det kunne være urin-infektion eller blindtarms betændelse. Vi fik fat på noget medicin for urin-infektion og håbede det hjalp. Tankerne om at det kunne være blindtarmsbetændelse var dog stadig i baghovedet. De afrikanske læger som kunne være gode nok her i Kigoma, var desværre ikke til stede, så vi overvejede om vi skulle kører til en anden by hvor der var nogle andre gode læger.
Vi besluttede dog alligevel at tage hen på en klinik i Kigoma. Dejligt nok var det søndag så derfor var der ikke ventetid, som ellers kan være ret lang. Vi snakkede med en læge, og først da Susanne forslog, at han jo kunne mærke på min mave, om han troede det var blindtarms betændelse, gjorde han det. Heldigvis sagde han tydeligt at det ikke var blindtarms betændelse, hvilket jeg ville give ham ret i, da det faktisk ikke gjorde helt så ondt mere når han trykkede. – det lettede!
Efter tjek for malaria (som det heller ikke var) og mere snak foreslog han noget medicin. På en måde virkede det dog mest som et gæt, eller i hvert fald noget vi ikke helt vidst om vi kunne stole på. Derfor besluttede vi, at jeg fortsat skulle tage den medicin som Steen foreslog for urin-infektion. Her 3 dage efter, går det meget bedre! Pillerne virker bareJ.
I en måneds tid bøvlede jeg med maven. Her i Kigoma har vi én amerikansk læge, og han er kanon god! Uheldigt nok har han været en del væk på det sidste. Mange af lægerne som er hernede har faktisk ikke så høj en uddannelse som man måske skulle tro. De kan godt finde på at fortælle hvad man fejler, uden helt rigtig at vide det. Jeg blev dog tjekket, og fandt ud af at jeg havde amøber.(noget mave infektion af en eller anden art). Amøberne gjorde at jeg havde meget mavekramper, især efter jeg spiste. I løbet af en dag kom og gik det, så det var ikke sådan at jeg lå i sengen hele tiden.
På hospitalet fik jeg noget medicin som jeg skulle tage i 3 dage, men efter at have snakket med Steen, en dansk læge i Sikonge, blev vi klar over at det absolut ikke var lang nok tid, og at jeg skulle have noget andet medicin. Mavekrampen gik væk og det hjalp. Dog forsvandt det ikke helt, og kom pludselig igen, sådan gik i lang tid. Efter at have taget forskellig medicin, sagde den amerikanske læge at jeg skulle tage en ormekur. Det hjalp! Efter næsten en måned, nød jeg virkelig at kunne spise rigtig (og meget) uden kvalmefornemmelse eller mavekramper. J
Desværre skulle jeg ikke slippe så ”let”. Få dage efter fik jeg en aften pludselig meget ondt i mit underliv, og om natten sov jeg rigtig dårligt pga. smerter. Den amerikanske læge var desværre lige rejst fra Kigoma, så derfor ringede vi igen til Steen. Han sagde at det kunne være urin-infektion eller blindtarms betændelse. Vi fik fat på noget medicin for urin-infektion og håbede det hjalp. Tankerne om at det kunne være blindtarmsbetændelse var dog stadig i baghovedet. De afrikanske læger som kunne være gode nok her i Kigoma, var desværre ikke til stede, så vi overvejede om vi skulle kører til en anden by hvor der var nogle andre gode læger.
Vi besluttede dog alligevel at tage hen på en klinik i Kigoma. Dejligt nok var det søndag så derfor var der ikke ventetid, som ellers kan være ret lang. Vi snakkede med en læge, og først da Susanne forslog, at han jo kunne mærke på min mave, om han troede det var blindtarms betændelse, gjorde han det. Heldigvis sagde han tydeligt at det ikke var blindtarms betændelse, hvilket jeg ville give ham ret i, da det faktisk ikke gjorde helt så ondt mere når han trykkede. – det lettede!
Efter tjek for malaria (som det heller ikke var) og mere snak foreslog han noget medicin. På en måde virkede det dog mest som et gæt, eller i hvert fald noget vi ikke helt vidst om vi kunne stole på. Derfor besluttede vi, at jeg fortsat skulle tage den medicin som Steen foreslog for urin-infektion. Her 3 dage efter, går det meget bedre! Pillerne virker bareJ.
En anderledes periode, hvor jeg har fået lov til at opleve bare lidt af det afrikanske sygesystem. Det har været en periode med frustrationer, men helt klart også en periode med taknemlighed. Taknemlighed over de mennesker jeg er iblandt, for Steen, for den amerikanske læge og taknemlighed til Gud! Det er ikke for, at det har været noget sådan alvorligt, jeg har fejlet, men når man ikke engang kan få helt af vide, hvad man fejler og får forkert medicin, så kan man godt tænke: ”hvor fører det her hen?”. Der giver det tryghed at ligge det over til Gud og vide at, selvom ingen andre har styr på det, så har HAN!
Måske kan vi finde nogle ting i vores danske sygesystem, som vi ikke er tilfreds med, men hvor er der dog alligevel mange gode ting i det, som nemmest går os forbi! Hvor er vi heldige i Danmark, at vi kan tale med fagfolk, som faktisk ved hvad de snakker om. Det er noget jég er blevet mindet meget om i denne periode!
Måske kan vi finde nogle ting i vores danske sygesystem, som vi ikke er tilfreds med, men hvor er der dog alligevel mange gode ting i det, som nemmest går os forbi! Hvor er vi heldige i Danmark, at vi kan tale med fagfolk, som faktisk ved hvad de snakker om. Det er noget jég er blevet mindet meget om i denne periode!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar