Noget der var meget anderledes ved Bujumbura var de mange folk der var. Jeg har egentligt også synes at det var mange folk i Kigoma, som går rundt, men ikke i forhold til Bujumbura. Der var mennesker over alt! Flere mennesker betød også en del flere folk tiggere, her i blandt mange børn. I Kigoma ser vi tiggere hver gang vi går på gaden, men det er faktisk sjældent vi ser børn. I Bujumbura var der rigtig mange børn, som kom hen til os, hev i vores tøj, tog hånden frem og sagde ”madam, madam”. Det var en ret speciel oplevelse, for det stikker mere i mig når det er børn der tigger. Det er ufattelig svært synes jeg, for egentligt vil jer gerne hjælpe disse børn, give dem nogle penge, men så alligevel hvad hjælper det dem i det lange løb. Jeg ønsker ikke at lærer disse børn, at det at tigge er en levevej, så de bliver ved med det. Det er svært at gennemskue synes jeg, hvordan man på den bedste måde kan hjælpe.
Tiden i Bujumbura brugte vi mest bare til afslapning, ved at sidde på en restaurant eller café og læse. Ellers gik vi rundt i byen, så markedet og forskellige butikker.
“Living museum”
En dag tog vi hen til et ”living museum”, hvor vi kunne se krokodiller og slanger som de havde i burer. Det var en rigtig god oplevelse. Det var vildt at komme så tæt på krokodillerne, de så helt kunstige ud som de lå der bum stille. Vi fandt dog ud af at det var de ikke. På et tidspunkt sagde vores guide, at nu kunne vi få muligheden for at rører ved en krokodille. Det var vi ikke lige hyp på, og havde bestemt at det skulle vi i hvert fald ikke, meen efter at have set ham gøre det og hørt ham fortælle lidt kunne vi ikke lade være med at synes at det kunne være lidt spændende. Han fortalte at den krokodille som vi kunne komme til at rører, for nylig var blevet fodret, og at den lå oppe på land. Når en krokodille er tør, har den ikke mange kræfter, det får den når den får vand på sig. Måske var det dumt og totalt skørt, men ja vi gjorde det. Vi rørt ved en kæmpe krokodille, og nu synes jeg i hvert fald det er ret vildt at vi virkelig gjorde det! Senere viste vores guide os hvordan en krokodille var i vand. Han gik ind til den og slog på den med en pind. Vi kunne der se, hvor meget mere aggressiv den var når den var i vandet.
Jep, den er virkelige!
På mange måder så vi at mange af disse ting som vi oplevede og så på dette living museum, ikke ville være noget der kunne foregår i Danmark. Efter krokodillerne kom vi ind for at se slanger. Der fik vi også lov til at holde en slange, dog en ganske ufarlig en. Rundt i burene var der mange forskellige slange, mange som var meget farlige. Vi var ret forundret over hvor dårlige og usikre burene var. Ikke for at jeg var bange for at slangerne kunne komme ud, men bare i forhold til hvordan man nogle gang har set bure til slanger i Danmark, hvor sikret de er, så var disse meget anderledes. Vores guide tog flere slanger ud for at vise os dem, også nogle som var ret farlige. Dette var vi ret overrasket over, da vi egentligt synes det var ret farligt. Vi fik nogle oplevelser på dette museum, som vi ikke kunne have fået i Danmark. En rigtig spændende oplevelse synes jeg faktisk, men også på en måde lidt skræmmende, især her efter at jeg er kommet hjem fra det, tænker jeg over hvor stor forskel der er på sikkerheden i Afrika og Europa.
En oplevelsesrig bus tur!
På vej til Burundi kørte vi med nogle missionær fra Kigoma, men på vej hjem måtte vi for første gang i vores tid i Afrika tage en bus. Mette og jeg har været så heldige at kunne kører med Susanne og Just de gange, hvor vi har kørt længere væk end lige i Kigoma. Vi har hørt meget om at kører i busser rundt i Tanzania, og det er ikke altid det mest positive. Vi besluttede dog at prøve, for på en eller anden måde skulle vi jo komme hjem.
Hver lørdag formiddag må der ikke kører nogen biler eller andre køretøjer i Bujumbura, med mindre de som vores bus skal kører langt. De har en regel om at folk der skal samle affald rundt i byen i den tid, i stedet for at kører. Hvor mange der egentligt samler skræl og affald på ved jeg ikke helt, man kunne i hvert fald ikke at det sådan var gjort for nylig, men reglen om mindst mulig transport, blev taget meget seriøst. Det så vi, da vi lørdag morgen skulle til busstationen. Vi havde fået kontakt til en missionær som bor i Bujumbura. Han kom og hentede os i en lille vogn, men en motorcykel foran. Rundt i byen, så vi nærmest politi over det hele. De stod klar til at spærrer vejen for at spørger om hvor man skulle hen. Vi blev også stoppet, men kunne fint køre videre, da vi havde en lovlig grund.
Ved halv 7 tiden skulle vi møde på busstationen. Det var en minibus vi skulle køre med, dala dala som vi kalder det hernedeJ. Det kan godt være at det var en minibus, men der kunne være plads til mange mennesker og meget bagage!!
Vi fik sat os ind og så blev der ellers proppet bagage ind under vores fødder, og hvor der ellers var plads. Da bussen var fuld, måtte vi konstatere at der ikke rigtigt var plads til den ene af vores tasker nogen steder, så den måtte vi tage på skødet. Godt klemt på nogle små og ret dårlige sæder, med tasker over og under benene, begyndte vores tur til Kigoma. På vej ud af Bujumbura stod der stadig politi og det mærkede vi! Omkring 7 gange blev vi stoppet, for at hører hvor vi skulle hen. Én af gangene skulle politiet lige se Mette og mit pas, det fik de lov til men vi og de andre i bussen grinede af det. Mest er det bare for at vise at de har magt og så for at komme til at snakke med os hvide. Skørt, men noget man kun kan smile og grine af.
Turen gik ellers derud ad. På et tidspunkt så vi at tasken vi havde på skødet vidst lige kunne klemmes ned et sted, det kunne den også indtil vi pludselig lige skulle have flere passagerer med. Ved siden af mig sad en dame med en pige på 2 år. Damen fik pludselig nok at gøre med at holde tasker og sådan, så vupti vupti så havde jeg taget pigen på skødet og sad med hende flere timer efter. Det var ret hyggeligt, og underholdende for både Mette og jeg, og pigen.
Hver lørdag formiddag må der ikke kører nogen biler eller andre køretøjer i Bujumbura, med mindre de som vores bus skal kører langt. De har en regel om at folk der skal samle affald rundt i byen i den tid, i stedet for at kører. Hvor mange der egentligt samler skræl og affald på ved jeg ikke helt, man kunne i hvert fald ikke at det sådan var gjort for nylig, men reglen om mindst mulig transport, blev taget meget seriøst. Det så vi, da vi lørdag morgen skulle til busstationen. Vi havde fået kontakt til en missionær som bor i Bujumbura. Han kom og hentede os i en lille vogn, men en motorcykel foran. Rundt i byen, så vi nærmest politi over det hele. De stod klar til at spærrer vejen for at spørger om hvor man skulle hen. Vi blev også stoppet, men kunne fint køre videre, da vi havde en lovlig grund.
Ved halv 7 tiden skulle vi møde på busstationen. Det var en minibus vi skulle køre med, dala dala som vi kalder det hernedeJ. Det kan godt være at det var en minibus, men der kunne være plads til mange mennesker og meget bagage!!
Vi fik sat os ind og så blev der ellers proppet bagage ind under vores fødder, og hvor der ellers var plads. Da bussen var fuld, måtte vi konstatere at der ikke rigtigt var plads til den ene af vores tasker nogen steder, så den måtte vi tage på skødet. Godt klemt på nogle små og ret dårlige sæder, med tasker over og under benene, begyndte vores tur til Kigoma. På vej ud af Bujumbura stod der stadig politi og det mærkede vi! Omkring 7 gange blev vi stoppet, for at hører hvor vi skulle hen. Én af gangene skulle politiet lige se Mette og mit pas, det fik de lov til men vi og de andre i bussen grinede af det. Mest er det bare for at vise at de har magt og så for at komme til at snakke med os hvide. Skørt, men noget man kun kan smile og grine af.
Turen gik ellers derud ad. På et tidspunkt så vi at tasken vi havde på skødet vidst lige kunne klemmes ned et sted, det kunne den også indtil vi pludselig lige skulle have flere passagerer med. Ved siden af mig sad en dame med en pige på 2 år. Damen fik pludselig nok at gøre med at holde tasker og sådan, så vupti vupti så havde jeg taget pigen på skødet og sad med hende flere timer efter. Det var ret hyggeligt, og underholdende for både Mette og jeg, og pigen.
Den søde pige, Elise som jeg fik lov at sidde med, på busturen.
Omkring 3 timer havde vi kørt, og der var ens bagdel ved at være godt øm! På hele turen skulle vi 3 forskellige steder ind for at vise pas og visum. Det var skønt, da vi første gang kunne komme ud og få rystet benene lidt. De 3 timer havde vi været så heldige at køre på asfaltvej, men herefter begyndte en utrolig dårlig jordvej. Flere gange kunne vi hører bussen ramle imod jorden, og vi kunne ikke helt lade værre med at tænke, om bussen mon ville holde til dette. – det gjorde den ikke! Efter et godt stykke tid på jordvejen, sagde det pludselig ”bang” og så kunne vi ikke kører videre. Uden at have vildt meget forstand på biler, så tror jeg det var udstødningsrøret der var faldet ned, og nu skrævede hen af jorden. Nogle mænd prøvede at reparer bilen, men måtte efter tre kvarter konstaterer at de ikke kunne lave den. Vores chauffør tog med en bil som kom forbi, for at køre med dem til et sted hvor han kunne få fat i en ny bus. Så sad vi derude i ingenting og håbede på at vores chauffør ville komme tilbage. Efter halvanden time kom han tilbage med 2 biler. To 8 personers biler, hvor vi så sad 11 i. Det blev også ret klemt, men i det mindste var det en bil der kunne kører!
Så "sagde" bussen stop og ville ikke kører videre.
Vi ankom til det andet sted, hvor vi skulle vise visum og pas, og pludselig blev en mand vildt sur. Han råbte og skældte ud fordi han manglede noget som han havde haft i bussen, som ikke var kommet med. Vi andre kunne ikke rigtig lade værre med at trække på smilebåndet, og vidste ikke hvad vi skulle gøre. Efter lidt tid fik vores chauffør talt manden til ro, og så kunne vi komme videre. Manden satte sig ind på bagsædet hvor jeg sad, men personerne som jeg sad ved siden af, var ikke lige så villige til at rykke til siden for at give plads til ham. Så da han troede der var plads, satte han sig lige ned i skødet på mig! Jeg udstødte nogle lyde, da jeg ikke lige er van til en at få en voksen mand på skødet. Vi grinede alle og fik så gjort plads til hamJ
På vej til det sidste kontrolsted, stoppede bilen pludselige og to drenge hoppede ud af bilen. Mette og jeg kiggede på hinanden og forstod ikke helt hvad der foregik. Vi fik dog en fornemmelse af at disse drenge ikke helt havde deres pas i orden og at de derfor ville undgå kontrollen. Sandt nok, for da vi kørte videre efter kontrollen, kom drengene løbene og hoppede ind i bilen igen. De havde løbet over bjerget for at undgå paskontrollen. På vej mod byen hørte vi chaufføren snakke med dem om hvad de skulle sige, hvis de blev stoppet af politiet. Vi rejste altså med nogle illegale flygtninge! – så har vi også prøvet det!J
Efter at have købte to høns, som lige kunne være i bagagerummet, kørte vi endelige de sidste kilometer mod Kigoma.
Da vi nogle dage før havde kørt til Burundi i bilen med missionærerne, havde det taget 5 timer. Disse 5 timer var blevet til 10 timer på hjemturen. Godt trætte og ømme i kroppen, men med godt humør steg vi ud af bilen og gik hjemad. En oplevelsesrig tur! J
Ingen kommentarer:
Send en kommentar