For halvanden uge siden, var vi så heldige at få lov til at opleve et bryllup. Det var et engelsk-congolesisk bryllup. En missionær, Nicola, som har boet og arbejdet her i Kigoma i flere år, blev gift med en mand, Freddy, fra Congo. Det betød et bryllup hvor kulturforskelle skulle sættes sammen. Der var nogle vestlige træk, men alligevel meget afrikansk over brylluppet.
Vi var inviteret til kl. 10 i kirken, og vi var der først kl. 10, for der var ingen grund til at være der en halv time før det starter, for at få en god plads, det var først en time efter at bruden trådte inde af døren. I mens blev der dog festet i kirken, med sange og musik for alle pengene!
Da bruden kom til kirken, blev der lidt uenigheder. I Tanzania er det en tradition at gommen kommer ned gennem kirken og henter bruden, hvor det jo i vesten er en traditionen bliver ført op gennem kirken. Nicola og Freddy havde aftalt at det skulle foregå på den vestlige måde, hvor hendes mor skulle fører hende op sammen med 8 brude piger, deriblandt ”vores” tre piger, Thea, Esther og AnnaJ. Da Nicola så ville have lukket døren til kirken, ville de mænd der stod for det, ikke have det gjort, for gommen skulle jo komme ned og hente bruden! Efter flere forklaringer på at dette altså var et anderledes bryllup hvor to forskellige kultur skulle prøve at mødes, lukkede nogle utilfredse mænd endelig døren.
Når man i Danmark sidder og venter på at bruden kommer ind, er der oftest meget stille, og folk hvisker til hinanden. Her var det fuldstændig omvendt! Folk sange, dansede og snakkede. Da der så blev sagt at der gerne måtte ro i kirken når bruden kom ind, for at det lige som var det der skulle være i fokus, kiggede folk mærkeligt på hinanden, for det var da noget underligt noget at skulle være stille!
Så kom tiden endelig da døren blev åbnet og Nicola kom op gennem kirken, sammen med alle brudepigerne. Det så vildt godt ud, og vores skønne piger klarede det vildt godt – jeg var bare så stolte af dem! J
Resten af gudstjenesten gik med musik, kor, sange, taler og selvfølgelig vielsen. Da Nicola og Freddy sagde ja til hinanden, rejste folk sig om og jublede. Da Freddy sagde ja, blev mikrofonen ikke holdt tæt nok hen til ham, så derfor kunne man ikke hører det. Så tog de bare spørgsmålet en gang til, og så blev der jubletJ.
Under hele brylluppet stod der en masse folk for at tage billeder, ikke sådan diskret, men helt tæt på dem. Under vielsen måtte en mand gå op for at spørge om de ville flytte sig lidt, så vi andre i kirken også kunne se dem bliver viet. J
Da gudstjenesten var forbi, kørte vi mange biler gennem byen, hvor brudeparret stod op i en bil så de kunne kigge ud. Normalt er det i tanzaniansk kultur at bruden ikke må smile på noget tidspunkt under hele brylluppet. Det er for at vise respekt for sin familie, over man er ked af at skulle forlade dem og flytte sammen med sin mand. Nogle gange har jeg set brudepar komme kørende gennem byen, hvor bruden overhovedet ikke smiler, men ser rigtig trist ud. Det er så mærkeligt at se, da jeg forbinder bryllup med en masse smil og glæde. Nicola ville heller ikke følge denne tradition, og smilede alt hvad hun kunne! – dejligt at se!
Selve festen blev holdt senere på eftermiddagen. Da vi kom havde vi en billet med som vi skulle vise, så man kunne se at vi var inviteret. Det er en tradition i Tanzania, at man får to invitationer. Først en invitation hvor man skal betale et beløb til brylluppet. Når man så har gjort det, får man en anden invitation om at man har betalt er velkommen. Da vi havde vist invitationen fik vi nogle mad og drikke billetter. Det var dog ikke mad, vi startede med at få, traditionen er sådan at man får mad til allersidste, lige før man tager hjem.
Mange af de andre missionær og volontør var også med til festen, så det var rigtig rart, da meget af tiden gik med bare at sidde. Festen var dog meget præget af høj musik, så derfor var det desværre ret svært at snakke sammen.
På et tidspunkt skulle der skåles, og det var ikke bare sådan rundt ved ens bord, det var med alle. Folk rejste sig på og gik rundet mellem hinanden og sagde ”toast”. Det var lidt specielt, men en ret sjov ting at opleve.
Da brudeparret skulle have gaver, kom man i grupper op til dem. Man gik dansende op til parret, sagde tillykke og gav dem ens gaver. For afrikanere er det meget normalt at stå og danse, mens vi fra vesten måske er lidt mere generte med sådan noget, så jeg kunne forestille mig at de synes os hvide var lidt kedeligeJ.
Da maden blev serveret, begyndte folk hurtigt at smutte hjemad. Slut på en meget anderledes men god fest. En spændene og sjov oplevelse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar